Håndbold

Danmark tromler over Færøerne i EM-kval

Danmark har vundet to ud af to kampe i EM-kvalifikationen og ligger nummer ét i gruppen.

Favoritværdigheden var ikke til at tage fejl af, da de danske håndboldkvinder søndag gæstede Færøerne i EM-kvalifikationen.

Og udfaldet skulle da også vise sig at gå fuldstændig som ventet. Fra start til slut kørte Danmark hjemmeholdet over, og da haluret lød for sidste gang i den intime Høllin á Hálsi i Torshavn, havde Danmark vundet kampen 19-39.

- Vi leverede en første halvleg med et enormt højt koncentrationsniveau. Det var en fint løst opgave, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

Resultatet betyder, at danskerne topper kvalifikationsgruppen med maksimumpoint efter to kampe.

Afgørende for den store forskel på måltavlen var et stærkt dansk forsvarsspil, som færingerne især i første halvleg havde mere end svært ved at bryde igennem.

Der gik således 11 minutter, før den danske målvogter Sandra Toft måtte lade sig passere for første gang. På det tidspunkt havde Danmark scoret seks gange i den anden ende og allerede opbygget et solidt forspring.

I alt blev det blot til fem færøske scoringer før pausen, hvor danskerne spillede koncentreret og med ganske få tekniske fejl.

Landstræner Jesper Jensen fordelte spilletiden bredt, uden at det gik nævneværdigt ud over kvaliteten, og Danmark førte 18-5 efter de første 30 minutter.

Fortsatte højt niveau efter pausen

Billedet var ikke væsentligt anderledes efter sidebyttet, selv om færingerne nu angreb med en smule større beslutsomhed.

Emma Friis og Simone Böhme afløste Lærke Nolsøe og Trine Østergaard på de to fløje, og der var fortsat udmærket facon over det danske spil.

I forhold til den noget svingende og nervøse indsats mod Østrig vil det danske hold givetvis være mere tilfreds med præstationen i Torshavn.

Baggrunden var billig, men danskerne forfaldt stort set ikke til sjusk og sløseri. At færingerne fik lov at score 14 mål efter pausen må være det eneste kritikpunkt efter pligtsejren.

EM-kvalifikationen fortsætter til foråret, og to hold går videre fra puljen, der har Danmark og Rumænien som klare favoritter.

Slutrunden afholdes næste år i december i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.