Tæt relation gør landskamp "speciel" for Nolsøe
Den danske landsholdsspiller Lærke Nolsøe ser ekstra meget frem til søndagens kamp mod Færøerne, da hun har familie i landet.
Kampen starter klokken 17.15, og den kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.
- Det er megasjovt. Jeg vidste ikke, vi skulle spille på Færøerne, før min mor ringede og spurgte, om vi skulle herop. Det skulle vi, og det glæder jeg mig helt vildt til.
Ordene kommer fra landsholdsspiller Lærke Nolsøe forud for søndagens landskamp mod Færøerne i EM-kvalifikationen.
Vidste man ikke bedre, kunne man måske tro, at Nolsøes store begejstring for turen til Færøerne skyldes, at hun for første gang skulle opleve det naturskønne land. Men det er altså ikke tilfældet.
Lærke Nolsøe kender nemlig landet bedre end de fleste danske spillere.
- Min mor kommer fra Færøerne og er faktisk født heroppe, så jeg har en del familie, der bor her. Jeg er kommet her meget som barn og gør det også rigtig meget stadigvæk. Det er et dejligt sted, og jeg har en rimelig tæt relation til Færøerne, siger Nolsøe til TV 2 SPORT.
- Det er specielt at være her med håndbold, da jeg er vant til at være med sammen med familien.
Blev spurgt, om hun ville spille for Færøerne
Den nære relation betyder også, at der kommer en række kendte ansigter på lægterne til søndagens kamp.
- Mine forældre er her lidt tilfældigt, da de skal til en konfirmation. Min kusine er her, fordi hendes søster skal konfirmeres, så der kommer lidt kendte ansigter. Så kender jeg også en del af de piger, der spiller eller har spillet på holdet. Det er meget sjovt, siger hun.
Nolsøe har altså et mindre kendskab til de færøske modstandere, men faktisk kunne hun have haft et lige så tæt forhold med dem, som hun har med sine nuværende danske landsholdskammerater.
- Som ungdomsspiller blev jeg engang spurgt, om jeg havde lyst til at spille for Færøerne, men dengang var jeg allerede inde omkring det danske U-landshold. Det var ikke lige der, jeg skulle være.
Viborg HK-spilleren valgte altså at fortsætte med landsholdshåndbolden i Danmark.
Derfor er Færøerne på den anden banehalvdel, når de mødes søndag aften. Og selvom Danmark på papiret er favoritter til kampen, skal de ifølge Nolsøe langt fra undervurdere hjemmeholdet.
- Det er en opgave, vi skal være seriøse omkring, og vi skal være bevidste om, at vi er favoritter. Det bliver nogle piger, der knokler rigtig meget for den her kamp. Og det er kæmpestort for dem at få lov til at spille den her kamp.
- Der kommer til at være tryk på, men vi skal mand for mand være bedre. Og det skal vi vise.