Håndbold

Norsk coronasmitte spreder sig til den danske liga

Syv nordmænd er bekræftet smittede i norsk landsholdslejr, og smitten er nu også kommet til Danmark.

Coronavirus er ikke længere klassificeret som en samfundskritisk sygdom, men sygdommen skaber stadig udfordringer og bekymring i sportens verden.

Efter sidste uges landsholdspause er foreløbig syv personer fra det norske kvindelandshold i håndbold bekræftet smittet af Covid19, oplyser den norske landsholdslæge over for både Verdens Gang og norsk TV 2. Også én spiller fra Slovenien, som Norge mødte i kamp, er ramt.

Når vi hører sådan noget fra den norske landsholdstrup, er vi selvfølgelig nødt til at reagere

Team Esbjerg-træner Jesper Jensen, der vil teste sine spillere mere

Mindst én af de norske spillere har taget smitten med sig videre tilbage til sin danske klub.

Stregspilleren Vilde Johansen er bekræftet smittet og var derfor ikke med, da Herning-Ikast onsdag aften tabte topkampen mod Odense.

Det var til gengæld Stine Skogrand og Ingvild Bakkerud fra Herning-Ikast og Odenses Maren Aardahl, selv om de alle også netop er hjemvendt fra den norske landsholdslejr. Deres PCR-tests var negative, og ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste anbefalinger skal de ikke - modsat tidligere - i isolation.

Det ville jo smadre det hele frem til jul formentlig, hvis vi fik en spiller med corona ind i truppen

Viborg HK-træner Jakob Vestergaard

- Vi gør 1000% det, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Hverken mere eller mindre. Vi overholder sundhedsmyndighedernes regler i forhold til smittede og vaccinerede, siger Herning-Ikast-træner Kasper Christensen til TV 2 SPORT.

- Vilde har heldigvis ikke været i nærkontakt med holdet. Vi har én enkelt spiller, der har været i nærkontakt med Vilde, men hun er både coronafri på en PCR-test og vaccineret. Og så siger reglerne, at så skal man bare passe sit arbejde - og det er så det, vi gør, forklarer Herning-Ikast-træneren.

På grund af Vilde Johansens corona har Herning-Ikast med øjeblikkelig virkning kaldt den unge stregspiller Olivia Simonsen hjem fra Holstebro Håndbold, som hun ellers blev lejet ud til i sidste uge.

Også smitte i Esbjerg?

Herning-Ikast og Odense er ikke de eneste danske klubber, der havde spillere med det norske landshold i sidste uge.

I Team Esbjerg har de en håndfuld norske landsholdsspillere, og én af dem - højrefløjen Marit Røsberg Jacobsen - var ikke med, da vestjyderne onsdag aften uden problemer vandt ude over Skanderborg.

Ifølge Team Esbjerg er hun syg. På grund af GDPR-reglerne om beskyttelse af personlige oplysninger vil klubben dog ikke uddybe nærmere, hvad nordmanden nøjagtig fejler - ej heller be- eller afkræfte, om Marit Røsberg Jacobsen også er kommet hjem fra den norske landsholdslejr med coronavirus i kroppen.

I stedet henviser klubben til spilleren selv. Hun vil dog heller ikke udtale sig, meddeler hun i en SMS til TV 2 SPORT og henviser tilbage til Team Esbjerg og til det norske håndboldforbund.

I Team Esbjerg har de testet ekstra, siden de fik beskeden om smitten i den norske lejr.

- Det er klart, at når vi hører noget, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig vores trup, så forsøger vi at teste os ud af det. Vi kan ikke gøre så meget andet, og når vi hører sådan noget fra den norske landsholdstrup, er vi selvfølgelig nødt til at reagere, siger Esbjerg-træner Jesper Jensen.

Fredag rejser han med sit hold til Ungarn, hvor storholdet FTC venter i Champions League i weekenden. Han ved endnu ikke, om Marit Røsberg Jacobsen kommer med til Ungarn eller ej, siger han.

I Viborg valgte klubben i første omgang at isolere sine norske landsholdsspillere Moa Högdahl og Tonje Enkerud, da de kom hjem fra landsholdsugen. Derfor deltog de to nordmænd ikke i træningen hverken tirsdag eller onsdag.

- Det ville jo smadre det hele frem til jul formentlig, hvis vi fik en spiller med corona ind i truppen, forklarer Viborg-træner Jakob Vestergaard til TV 2 SPORT.

- Men de er testet flere gange nu og har ingen coronasymptomer, og derfor har de været med i træningen i dag (torsdag, red.), siger han.

Over 9.000 danskere er blevet smittet med coronavirus, efter de var færdigvaccinerede. Men det er ifølge Statens Serum Institut forventeligt, fordi ingen vacciner dækker fuldstændigt.