Håndbold

Nikolaj Jacobsen afhjælper problem med fravalg af stjerner

I denne klumme skriver håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen om Nikolaj Jacobsens fravalg af flere landsholdsprofiler.

Man piller da ikke rygraden ud og drager i kamp, gør man?

Jeg var i lettere chok, da jeg i sidste uge så Nikolaj Jacobsen udtage sin trup til Golden League i Norge. Turneringen straks inde i november er uhyre vigtige landskampe – de sidste før EM-holdet skal udtages.

Jeg kiggede efter Mikkel Hansens navn. Det var væk. Niklas Landin, Mads Mensah og Lasse Svan var også væk fra papiret.

Glemt dem havde han nok ikke. Efterhånden gav det mening for mig. Nikolaj Jacobsen var i gang med at løse håndboldens helt store, aktuelle problem: De bedste spillere spiller for mange kampe og bliver slidt ned. Spillerne har råbt op om dette problem igennem en årrække - uden der er sket ændringer i antallet af kampe.

Det er langt ude, at en landstræner nu selv skal træffe beslutningen, at hans bedste spillere skal have fri. Simpelthen for at hjælpe dem fysisk og mentalt til at kunne klare flere år på landsholdet.

Men hvorfor lytter håndboldens magtfulde personer ikke til spillerne? Det er nemt at svare på. Det handler nemlig om penge. De store forbund tjener penge på kampe. På tilskuerindtægter, sponsoreksponering og tv-aftaler. Derfor bliver EM, VM og Champions League hele tiden udvidet. Selv herhjemme i egen andedam sætter man flere kampe i søen.

Derfor vil flere trænere i fremtiden gøre som Nikolaj Jacobsen.

Ugens notabene

Hylder vi de store, danske håndboldstjerner nok?

I kender nok svaret på mit eget spørgsmål, men lørdagens store hyldestdag for danske idrætsstjerner får mig altså lige at trække min gamle kæphest ud af stalden.

Danmarks Idrætsforbund har 125 års jubilæum, og derfor blev de store, danske sportsstjerner hyldet i et tv-show. 125 sportsstjerner var udvalgt, og ud af dem udvalgte en jury bestående af sportschefer fra landets største danske sportsmedier, formanden for Danske Sportsjournalister samt fem DIF-repræsentanter otte atleter til finalen, som den danske befolkning så kunne stemme på.

Der var flere håndboldspillere blandt de 125 udvalgte, men ingen mellem de sidste otte. Jeg havde gerne set Anja Andersen og Mikkel Hansen i det selskab, men vi må nok også kigge indad i dansk håndbold, for vi er ikke gode nok til at hylde vores stjerner. Vi hylder dem ikke nok, snakker ikke nok om de store bedrifter og de store kampe.

Vi taler aldrig om, at Anja Andersen flyttede grænser for, hvad der var muligt i dansk kvindehåndbold. Vi snakker ikke nok om Mikkel Hansens fantastiske arm, overblik og evne til at være bedst, når det gælder.

Derfor dette opråb til håndbold-Danmark: Hyld jeres helte noget mere!