Håndbold

Svan erobrer Flensburg-rekord fra Lars Christiansen

I sin sidste sæson som professionel har Lasse Svan sat en imponerende scoringsrekord for Flensburg-Handewitt.

Lasse Svan stopper bogstaveligt talt på toppen, når han indstiller karrieren efter denne sæson.

Torsdag erobrede han førstepladsen på topscorerlisten i Flensburg-Handewitt, når vi ser på mål i åbent spil.

Med sin scoring nummer 2374 gik han forbi landsmanden og klubikonet Lars Christiansen, der i dag er sportslig rådgiver for klubben. Senere i Champions League-kampen mod Veszprem lavede Svan også sit mål nummer 2375.

- Det er rart at have noget på Lars, griner Lasse Svan.

Vi kan vel også blive enige om, at den fedeste målrekord er uden straffekast?

- Helt klart. Straffekastet skal man lige have mulighed for at skyde først, og den opgave har jeg ikke haft brug for at tage på mig, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT.

- Spøg til side, så har det været konstant over så mange år, hvor der har været et solidt og højt niveau. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Og jeg var faktisk ikke klar over, jeg var så tæt på ham. Det gør mig selvfølgelig glad, at jeg kan være i stand til at ramme en rekord, når vi har haft en spiller som Lars, der lavede så mange mål.

Torsdagens kamp endte med et Flensburg-nederlag på 28-23, og dermed har nordtyskerne kun fået et point i de første fem Champions League-kampe.

Dansk dominans

Ser vi på topscorerlisten inklusive straffekast, hvor få spillere som regel står med ansvaret igen og igen, er Lasse Svan nummer tre på listen over de mest scorende i Flensburg-Handewitt-trøjen.

  1. Lars Christiansen: 3996 mål/1623 på straffekast
  2. Anders Eggert: 2531/1268 på straffekast
  3. Lasse Svan: 2395 mål/20 på straffekast

- Det er dybt imponerende, at Lasse Svan har leveret på så højt niveau i 14 sæsoner, og at han har scoret SÅ mange mål i åbent spil. Flensburg-Handewitt skal spille med om titlerne, så man spiller ikke på det hold og scorer så mange mål uden at have et højt niveau, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Og nummer fire på listen? Han er også dansk. Thomas Mogensen, der ligesom Lasse Svan indstiller karrieren efter denne sæson, har scoret 1869 mål for Flensburg-Handewitt.