Håndbold

Gammel kending udset som Skjerns nye træner

Henrik Kronborg har tidligere stået i spidsen for Skjerns håndboldherrer, og fra næste sæson kommer han med al sandsynlighed til at gøre det igen.

Han er assisterende træner på landsholdet, og fra næste år kan han meget vel komme til at stå i spidsen for et dansk ligahold.

For ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Henrik Kronborg udset som den kommende træner for Skjerns håndboldherrer.

Her skal han erstatte Claus Hansen, der i midten af september meddelte klubben, at han ønskede at stoppe i sit virke som cheftræner efter indeværende sæson.

- Det er overraskende, men jeg synes, at Henrik Kronborg virker som et godt og et spændende valg. Han kender klubben, han kender mange af spillerne, og han kender rutinen, så på den måde er det et godt valg, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.

Ender Kronborg, som ventet, med at skrive under på en kontrakt med Skjern Håndbold, vil han vende tilbage til klubben, hvor han i perioden 2015-2019 stod i spidsen for vestjyderne sammen med OIe Nørgaard.

Vil ikke kommentere

Skjern Håndbolds sportschef, Thomas Klitgaard, fortæller, at en præsentation af klubbens kommende træner nærmer sig, men et navn vil han ikke give.

- Det skrider rigtig godt fremad. Vi kommer tættere og tættere på, så jeg tænker ikke, det varer så længe.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bliver det Henrik Kronborg. Hvad siger du til det?

- Der har været rigtig stor interesse til jobbet her, og der har været været mange spændende kandidater. Men jeg kommenterer selvfølgelig ikke på nogen navne, siger Thomas Klitgaard.

Henrik Kronborg har kontrakt med Dansk Håndbold Forbund, DHF, frem til 2025, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger vil han fortsætte i sit virke som landsholdets assistenttræner.