Landstræneren forlænger med Team Esbjerg
Team Esbjerg og Jesper Jensen forlænger samarbejdet, så parterne nu har papir på hinanden frem til 2024.
Jesper Jensen fortsætter i Team Esbjerg efter indeværende sæson, og dermed fortsætter han med at stå i spidsen for to hold: Landsholdet og Esbjerg.
Det fortæller Team Esbjerg i en pressemeddelelse.
- Dette er udpræget en familiebeslutning. Jeg vil ikke negligere, at det kan være hårdt at varetage begge job, og derfor er det min families mavefornemmelse for, om det er det rigtige, som har været afgørende for min beslutning om at forlænge med Team Esbjerg, siger Jesper Jensen i pressemeddelelsen.
- Jeg har selv en hverdag, der gør mig glad, i en klub, der giver mig udfordringer, og jeg føler, at jeg hver dag kommer hjem som et bedre menneske. Det er ikke penge og prestige, der driver det, siger Jesper Jensen.
Den nye aftale med Team Esbjerg løber fra 2022 til 2024.
Jesper Jensens kontrakt med Dansk Håndbold Forbund løber frem til 2023.
Har flyttet hele projektet
Jesper Jensen har tidligere været træner det daværende kvindeligahold i Vejen, hvorefter han stod i spidsen for Aalborgs herrer.
Han startede som assistenttræner i Team Esbjerg i januar 2017, men blev blot fire måneder senere forfremmet til cheftræner.
Siden har han ført holdet til store succeser. Det er blevet til to mesterskaber og en dansk pokaltitel.
- Jeg synes, vi har nået meget i de seneste sæsoner, og at vi har fået flyttet hele projektet og træningskulturen, så spillerne udefra har lyst til at være en del af Team Esbjerg, lyder det fra Jensen i Team Esbjergs pressemeddelelse.
- Den stærke træningskultur, relationerne, og at vi henter mennesker lige så meget som håndboldspillere til klubben, skaber grobund for glæde og motivation, også i sæsoner hvor alt ikke udvikler sig, som vi gerne ville. Spillerne kan mærke, at de alligevel udvikler sig.
Ni kampe inde i 2021/22-sæsonen ligger Team Esbjerg på en fjerdeplads med fire point op til førerholdet Odense Håndbold.