Håndbold

Ny Skjern-træner glædes - vigtig betingelse er opfyldt

Henrik Kronborg har landet jobbet som cheftræner i Skjern Håndbold. Men det betyder ikke et farvel til landsholdet.

Henrik Kronborg er en glad mand.

Lørdag blev det officielt, at han overtager cheftrænerposten i Skjern Håndbold i sommeren 2022. Som om det ikke var nok, kan det forenes med jobbet som assisterende landstræner.

- Jeg har været med i mange år på herrelandsholdet og altid haft det godt. Heldigvis har Skjern indvilliget i, at de to ting kan forenes, og det er jeg rigtig glad for, siger Henrik Kronborg, der helt naturligt også glæder sig til at træne de grønblusede.

- Jeg havde en utrolig god tid i Skjern, og jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til de spillere, som er der – og de nye spillere, der er kommet til. Jeg glæder mig også til at se folk i og omkring klubben.

- Jeg synes stadigvæk, at Skjern er et tophold og har ambitioner om at spille med helt fremme. Så det var en god mulighed, siger hovedpersonen.

Henrik Kronborg har tidligere været tre sæsoner i Skjern som assistent frem til sommeren 2019.

Skal drille de store

I øjeblikket hedder de bedste hold i dansk klubhåndbold Aalborg og GOG.

Men det ønsker Henrik Kronborg at ændre på. Han vil i hvert fald gøre et forsøg.

- Jeg synes, potentialet er stort i Skjern. Det har klubben vist før. Der er et par klubber – Aalborg og GOG – som ser ud til at rykke rigtig fint og har gang i noget godt.

- Jeg kan ikke se, hvorfor Skjern ikke skulle kunne være med helt fremme og drille de to.

Den tidligere Herning-Ikast-træner Mathias Madsen overtager trænersædet resten af sæsonen, da Claus Dalgaard-Hansen ønskede at stoppe.

Skjern Håndbold er i skrivende stund placeret et stykke efter topholdene i den bedste herrerække.