Håndbold

Skjern bekræfter trænerkabale

Cheftrænerens ønske om at stoppe hurtigst muligt har sat gang i en større trænerkabale i Skjern Håndbold.

Skjern Håndbold får ny træner med øjeblikkelig virkning, efter Claus Dalgaard-Hansen har ønsket at stoppe hurtigst muligt.

Som TV 2 SPORT har erfaret, tiltræder den tidligere Herning-Ikast-træner Mathias Madsen som en midlertidig løsning, inden herrelandsholdets assistent Henrik Kronborg overtager ansvaret efter denne sæson.

Det bekræfter Skjern Håndbold på sin hjemmeside.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger fortsætter Henrik Kronborg som assistenttræner på landsholdet.

Skulle have fortsat sæsonen ud

Claus Dalgaard-Hansens farvel til trænerjobbet i Skjern blev annonceret midt i september. Her var planen, at han skulle stå i spidsen for Skjern i resten af denne sæson. I et meget ærligt interview fortalte Dalgaard-Hansen efterfølgende, at han ”ikke tanker nok energi på sejrene,” og ”så bliver jobbet for hårdt.”

- Vi har fuld respekt for Claus Dalgaard-Hansens ønske om at stoppe i cheftrænerrollen nu og overlade roret til en anden. Med ansættelsen af Henrik Kronborg fra sommeren 2022 var det nærliggende, at han allerede nu skulle starte i jobbet, men det var af mange gode grunde ikke muligt. Derfor er vi meget tilfredse med, at Mathias Madsen har sagt ja til at overtage holdet resten af sæsonen, udtaler Skjerns sportschef Thomas Klitgaard til klubbens hjemmeside.

Henrik Kronborg, der tidligere har været tre sæsoner i Skjern som assistent frem til sommeren 2019, kan ikke overtage cheftrænerposten allerede nu, fordi han er en del af trænerteamet i Nordsjælland Håndbold i denne sæson.

Claus Dalgaard-Hansen overgår til en stilling som talentchef i Skjern Håndbold den 1. januar 2022. I første omgang var det meningen, han skulle have tiltrådt stillingen efter denne sæson.