Officielt: Her er Nordens nye storhold
I artiklen kan du få det fulde overblik over, hvilke spillere der kommer til Kolstad.
Rygterne har længe svirret, og nu er det officielt.
Håndboldverdenen har fået et nyt superhold. Norske Kolstad skal fremover kæmpe med om de store titler.
Med navne som Sander Sagosen, Magnus Rød og Magnus Gullerud - alle norske landsholdsspillere - er der tale om et særdeles slagkraftigt hold. Klubben bekræfter selv tilgangene på et pressemøde.
- Det er en stor dag for Kolstad - og det er en stor dag for norsk håndbold i det hele taget, lyder det blandt andet fra klubben.
Alt i alt kommer seks spillere til:
- Sander Sagosen (sommeren 2023)
- Magnus Rød (sommeren 2023)
- Magnus Gullerud (sommeren 2022)
- Thorbjørn Bergerud (sommeren 2022)
- Janus Smarason (sommeren 2022)
- Sigvaldi Guðjónsson (sommeren 2022)
Klubben har en ambition om at blive Norges bedste inden 2024. Og faktisk vil de også vinde Champions League i fremtiden.
Glade hovedpersoner
Sagosen, Bergerud og Rød var alle til stede på pressemødet. Og de var alle storsmilende hele vejen igennem. Herunder kan du læse deres reaktioner:
Sander Sagosen: - Jeg er født og opvokset i Trondheim. For mig at komme hjem i en sådan et projekt her, hvor vi skal skabe det bedste håndboldhold i verden – i min favoritby… Det har meget med tilhørsforhold at gøre. Der gik et lys op for mig, da de spurgte mig.
Thorbjørn Bergerud: - Med de her planer er der alle muligheder for at skabe noget stort og unikt. Jeg har selvfølgelig lyst til at være med på projektet.
Magnus Rød: - Jeg har en del familie i Trondheim, og nogen af dem sidder her i salen. Jeg er halvt fra Trondheim selv, så jeg har et bånd hertil.
Tyske klubber græder
Mens de norske spillere jubler, er det anderledes hos deres nuværende arbejdsgivere.
Fredag bekræftede de norske spilleres nuværende klubber nærmest simultant, at Sagosen (Kiel), Rød (Flensburg-Handewitt) og Gullerud (SC Magdeburg) ville stoppe i deres respektive klubber.
Men det var bestemt ikke med klubbernes gode vilje.
- Vi accepterer selvfølgelig beslutningen, selvom samarbejdet med Sander var langsigtet, og alt faktisk fungerede: Atmosfæren på og omkring holdet, vores plan for fremtiden og de økonomiske aspekter.
- Men til sidst var der et argument, vi ikke kunne leve op til, lød det blandt andet fra Kiel-direktør, Viktor Szilagyi.
Et midterhold i Norge
De store stjerner, der kommer fra veletablerede tyske klubber, får deres sag for i Norge.
I Kolstad er der nemlig tale om et norsk midterhold, som blev en del af den bedste norske række i 2015.
Elverum har vundet mesterskabet hvert år siden 2012, men det kan der meget vel blive lavet om på nu.