Håndbold

Esbjerg-profil indstiller karrieren

Den tidligere landsholdsmålmand Rikke Poulsen er i gang med sin sidste sæson som håndboldspiller, oplyser Team Esbjerg.

En glorværdig karriere lakker mod enden, og efter denne sæson skal Rikke Poulsen sætte ”tidligere” ind foran titlen som håndboldspiller.

I en pressemeddelelse fortæller Team Esbjerg, at den erfarne og profilerede målmand indstiller karrieren til sommer.

- Beslutningen er taget i tæt samråd med min familie, og den har ikke været nem. Jeg har haft en fantastisk tid i Team Esbjerg, og vi har som familie trivedes i en dejlig by, hvor folk har været søde og hjælpsomme. Det vil jeg altid huske Esbjerg for, siger Rikke Poulsen og tilføjer:

- Nu glæder jeg mig til, at der ikke hele tiden er andre, der siger, hvad jeg skal gøre. Jeg har måttet gå i utide fra kirken, da jeg var gudmor til min venindes barn, fordi en kamp var flyttet. Nu kan jeg sige ja til et bryllup og indhente noget af det, jeg er bagud på point over for familie og venner.

Blandt ligaens bedste

Rikke Poulsen har tidligere spillet på det danske landshold, hvor hun var på banen 72 gange fra 2007 til 2016. Takket være et højt niveau over flere sæsoner i Vejen og Viborg har hun deltaget ved både EM og VM, inden hun kom til Esbjerg i 2019.

I sin første sæson var den nu 35-årige Rikke Poulsen med til at vinde det danske mesterskab, og året efter lå Esbjerg nummer et i grundspillet, da sæsonen blev afbrudt på grund af coronaepidemien.

I denne sæson rangerer Poulsen blandt de bedste målvogtere i kvindernes liga. Hun har stået med en gennemsnitlig redningsprocent på 33,5 i de første ni kampe.