Håndbold

Hvis jeg ikke var vred, ville der være noget grundlæggende galt

TV 2 SPORTs håndboldredaktion bringer hver mandag en klumme om de seneste begivenheder.

Hvis jeg ikke var vred denne mandag, ville der være noget helt grundlæggende galt med min åndelige habitus.

Grunden er til at få øje på. Lørdag den 6. november 2021 blev Dr. Hassan Moustafa for sjette gang i træk genvalgt til IHF-præsident.

Hvad værre er, så var det tredje gang i træk uden modkandidat, hvilket tydeliggør, hvor store udfordringer håndbolden og dens organisationer har.

For godt et halvt år siden blæste ellers helt andre vinde. Den daværende formand for Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen, var topkandidat til at afløse den aldrende – 77 år den 28. juli 2021 – og aldeles enerådende IHF-præsident.

Chokbølger gik gennem hele det store IHF-apparat, da der begyndte at sive rygter om, at Moustafa nok alligevel ville nappe 4 år mere.

End ikke sommerens ballade, hvor dommerformand Ramon Gallego ikke bare sagde tak for kaffe efter 40 års tro tjeneste, men hængte flere beskidte lagener til tørre og italesatte, hvad ikke italesættes kan, nemlig at doktoren var en enehersker af værste skuffe, kunne på nogen måde ryste IHF-præsidenten

Anledningen var Hassan Moustafas indblanding i påsætningen af dommere. Blandt andet indførte han en lov om, at nordiske dommere ikke længere skulle kunne dømme nordiske lande, ligesom han ikke ønskede flere dommerpar fra samme land ved diverse slutrunder.

Den 38. IHF-kongres bekræftede også, at Moustafa fortsat deler masser af europæiske godter ud.

Den franske håndboldpræsident, Joël Delplanque, får titel af 1. vicepræsident. Svenske Anna Rapp skal fortsat styre økonomien, Per Bertelsen sikre høj standard på slutrunderne og norske Per Morten Sødal får æren af at afløse vrede Ramon Gallego.

Andre store håndboldnationer som Tyskland og Kroatien er også blevet prioriteret.

Problemet er selvfølgelig fortsat det helt simple, at præsidenten bestemmer alt.

De næste fire år er så den tid, hvor blandt andre Per Bertelsen kan positionere sig til endelig at kunne fravriste Dr. Hassan Moustafas tunge greb om magten.

Hvis alle da ikke får et frygteligt deja-vu, når Hassan Moustafa en gang i løbet af sommeren 2025 igen lader jungletrommerne indikere, at han er parat til endnu en periode som håndboldens enehersker.

Dansk herrehåndbold råder over overnaturlige talenter

Smilet – og ugens notabene – var uundgåeligt efter at have kommenteret det danske herrelandshold i det Golden League-arrangement, som de norske arrangører ubeskedent døbte ’Gjensidige Cup’.

Ih, Guder hvor råder dansk herrehåndbold over en perlerække af overnaturlige talenter.

Et overflødighedshorn af både individuelle og holdmæssige kompetencer, jeg ikke mindes at have set i mine snart godt 50 år i håndboldens verden.

Danmark var overlegne mod Holland og sejrede med 33-19. Video: Caroline Tarrasson

Målmandsspil af første karat personificeret i både Jannick Green og Emil Nielsen.

Virtuositet fra kanterne, hvor især Emil Jakobsen og Johan Hansen viste, hvad springstyrke og kælen boldbehandling kan føre til. Hos Jakobsen får jeg så lige en hel gulvøvelse med, hvilket ikke kan undgå at imponere.

De hurtige fødder og sans for spillets kombinations-og sammenhængskraft demonstrererede Gidsel, Holm, Lassen, Damgaard, Pytlick til overflod, mens Mensing og Kirkeløkke viste, at det gode – måske lidt ældre – distance dommedagsskud – ikke er gået helt af mode.

Landstrænerens stemme overdøvede det meste

Nu var lydforholdene i Trondheim Spectrum – og den norske TV2 produktion - på et niveau, hvor Jonas Nyhøj, Thomas Kristensen og jeg ikke behøvede at komme med alt for mange analyser og falbelader, for Nikolaj Jacobsens dirigerende stemme overdøvede det meste.

Den – stemmen – gav til gengæld et flot indblik i, hvor dygtige både landstræneren og hans assistent, Henrik Kronborg, er til at udvikle netop det spil og de kombinationer, der tilgodeser den enkelte spilles kompetencer og formåen.

Både arrangørerne, Frankrig og Danmark mødte frem uden en perlerække af den internationale tops allerbedste spillere.

Den helt store forskel – og grunden til, at de danske spillere var deres modstandere overlegne – var netop i den organisation, som Nikolaj Jacobsen lægger så stor vægt på.

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Dansk herrehåndbold går en gylden fremtid i møde og vil også det kommende tiår være blandt de fremmeste.

Store kampe i kvindernes liga

Et mini-notabene bliver der også plads til.

Ugen bød på store træf i kvindernes Bambusa-liga. Odense tog hjemme imod Viborg, mens Team Esbjerg drog mod det midtjyske og bød Herning-Ikast håndbold op til dans.

Forløbene var ikke helt ens, og dog. Kristina Jørgensen & Co. førte 12-11 ved pausen, hvorefter viborgenserne tabte en 10 minutters periode – ved stillingen 16-17 efter 39 minutters spil – med hele 8-1. Resten var en odenseansk formalitet.

I Herning førte hjemmeholdet 13-11 efter 23 minutter. 30 minutter senere havde Rikke Poulsen og hendes veninder barberet den ged. Da førte Esbjerg nemlig med hele 30-20. Et 12-målplus på blot en halv time.

De fire store har sat sig totalt på Bambusa-ligaen. Et par tal kan sandsynliggøre det yderligere.

Plusscoren hos top-4 er som følger. Odense Håndbold 103, Viborg Håndbold 46, Team Esbjerg 66, Herning-Ikast Håndbold 53.

Blot yderligere to hold kan fremvise en plusscore. Silkeborg-Voel med 5 og Nykøbing Håndbold med 1.

Værst ser det ud hos Holstebro Håndbold, der endnu spejder langt efter det første point, men også har en minusscore på 98.

Alt dette efter blot 11 spillerunder.

Jeg mindes ikke at have set dette før.