Drømmen er bristet - klubikon stopper
Sabine Englert har truffet ”en meget hård beslutning” om at stoppe i Herning-Ikast. Nu er hun på jagt efter en ny klub.
Lige nu sætter hun kamprekord, hver gang hun går på banen for Herning-Ikast, men det stopper efter denne sæson.
Klubikonet Sabine Englert har besluttet sig for at forlade Herning-Ikast efter 13 sæsoner i klubben. Det fortæller klubben på sin hjemmeside, og dermed er en gammel drøm bristet for den tyske målmandsprofil.
Over for TV 2 SPORT kalder Englert det ”en meget hård beslutning” at sige farvel til Herning-Ikast.
- Det har altid været min drøm at stoppe (karrieren, red.) i den klub. Men det seneste år har der været nogle udfordringer, der har gjort, at jeg ikke er den bedste udgave af mig selv. Derfor skulle jeg tænke over tingene, og jeg har bestemt, at jeg skal finde noget nyt.
Sabine Englert ønsker ikke at uddybe, hvad ”udfordringer” dækker over. Men:
- Der var nogle udfordringer, som har gjort, at jeg ikke er glad eller synes, det er sjovt at komme i hallen. Og så skulle jeg vælge, om jeg kunne stå inde for at fortsætte med det, eller om jeg skulle stoppe her og kigge efter noget andet.
Med 13 sæsoner i klubben har Sabine Englert spillet under både Ikast-Bording, FC Midtjylland og det nuværende navn Herning-Ikast Håndbold. Og så har hun ikke mindst spillet en stor rolle i klubbens succes.
- Sabine kan ikke hyldes nok for sin indsats i klubben, hvor hun har været en uundværlig spiller igennem så mange år. Jeg tør ikke tænke på hvor mange sejre og titler hun har været afgørende i at få til klubben - noget hun vil aldrig blive glemt for i Herning-Ikast, siger direktør Daniel Grønhøj til klubbens hjemmeside.
I skrivende stund aner Englert ikke, hvad det næste karriereskridt skal være. Men hendes agent er sat på sagen, og lige nu er alle muligheder åbne.
- Det nemmeste ville være at blive i Danmark, men skulle der komme noget attraktivt i udlandet, vil jeg ikke udelukke, at det er en mulighed, siger Englert.