VM håndbold

Ingen vaccine – intet VM: - Jeg er rystet, siger dansk sportschef

Kort før starten på VM i kvindehåndbold er det blevet besluttet, at spillere skal være færdigvaccinerede eller immune for at kunne deltage.

Når Spanien fra 1.-19. december indbyder til håndboldfest, er VM-billetten ikke længere nok for at være med.

Med 18 dage til starten på mesterskabet har Det Internationale Håndboldforbund (IHF) besluttet, at man som spiller kun kan deltage ved VM, hvis man er færdigvaccineret, eller hvis man er inde i en immunitetsperiode efter coronasmitte.

Det bekræfter Per Bertelsen, IHF-bestyrelsens turneringsansvarlige, over for TV 2 SPORT. Samme regler gælder i øvrigt hele VM-delegationen – herunder trænere og andre stabsmedlemmer, ligesom det samme er tilfældet for dommere, arrangører og diverse andre personaler omkring eventet.

Hvis der kommer den tilføjelse nu, at der vil være påbud om vaccination med så kort varsel, så er jeg rystet

Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund

Fra opfordring til påbud på få dage

De første indikationer på nye coronarestriktioner kom onsdag 10. november, da præsidenten for den tyske Bundesliga, Uwe Schwenker, fortalte i et interview med NDR, at han havde informationer omkring, at det ville blive indført.

På daværende tidspunkt lå det dog ikke helt fast, at IHF ville nægte ikkevaccinerede adgang til VM-slutrunden.

Informationerne, som Uwe Schwenker var i besiddelse af, kom nemlig fra et dokument, som onsdag var sendt ud til samtlige 32 deltagerlande. Heri fremgik det, at IHF kraftigt opfordrede til, at kun færdigvaccinerede spillere kan deltage ved VM-slutrunden.

Derfor vil vi henlede jeres opmærksomhed på det faktum, at det måske bliver obligatorisk før starten på eventet for alle delegationers medlemmer, at de er færdigvaccinerede eller er i en immunitetsperiode fra en tidligere infektion (ikke mere end 180 dage siden sidste positive test), skrev de ud i brevet.

Altså var der ikke nogen endegyldig konklusion på daværende tidspunkt – men det er der nu.

Jeg vil for en gangs skyld rose IHF for at reagere hurtigt på udviklingen

Dan Philipsen, håndboldredaktør TV 2 SPORT

Rystet DHF-sportschef

Per Bertelsen fortæller, at det igen var på tale fredag, hvor der også blev lavet nye dokumenter, der sendes ud til deltagerlandene. Her slår IHF fast, at man nu skal være færdigvaccineret og have et certifikat på, at man er testet negativ inden for de seneste 72 timer, før man får adgang til VM-slutrunden.

Hos Dansk Håndbold Forbund (DHF) har man foreløbig kun modtaget dokumentet fra 10. november, hvor der kraftigt opfordres til, at alle spillere er vaccinerede. Og sportschef Morten Henriksen lægger ikke skjul på, at han synes, at det er meget sent at modtage nye opdateringer i retningslinjerne.

- Det var så første gang, vi overhovedet hørte om det. Hvis der så kommer den tilføjelse nu, som IHF orienterer jer om, at der vil være påbud om vaccination med så kort varsel, så er jeg rystet. Det er virkelig ikke professionelt, siger Morten Henriksen og slår samtidig tydeligt fast:

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, at folk er eller bliver vaccineret, og det er fantastisk, man laver en kraftig anbefaling, for det gør det markant nemmere at afvikle mesterskabet. Men et krav og med så kort varsel, det er ikke i orden.

Håndboldredaktør roser IHF og ser intet problem

I alt har 32 lande kvalificeret sig til VM-slutrunden i Spanien. En række af de bedste nationer var i sommer med til OL, hvilket formentlig betyder, at langt størstedelen af OL-holdene ikke kommer i problemer på vaccinefronten.

Dog vil der også være en stor gruppe af mindre håndboldnationer – eksempelvis fra Afrika, Sydamerika og Østeuropa, hvor vaccineprocessen ikke nødvendigvis er lige så organiseret.

Har de udtaget spillere, der ikke er vaccineret eller er i en immunitetsperiode, så har de nu godt to uger til at få det fikset. Umiddelbart en umulig opgave, men spørger man TV 2 SPORTs håndboldredaktør, Dan Philipsen, så er der ikke meget at gøre ved det.

- Jeg vil for en gangs skyld rose IHF for at reagere hurtigt på udviklingen omkring corona og stille nogle ganske rimelige krav.

- Timingen er selvfølgelig uheldig, men jeg synes, det giver god mening, og jeg har svært ved at se, hvad IHF skulle have gjort anderledes. Coronaen er blusset op igen, og så koster det måske deltagelsen for nogen, men så er det bare endnu et af coronapandemiens mange ofre, siger Dan Philipsen.

Du ser det slet ikke som et problem, at meldingen kommer med så kort varsel?

- Overhovedet ikke. Jeg er så også af den overbevisning, at alle bør blive vaccineret, men du ser også andre steder i samfundet, at der kommer forbud mod folk, der ikke er vaccineret. Så synes jeg også, det er okay, man i håndboldverdenen, hvor folk er tæt på hinanden og sveder sammen, indfører det.

- Der er også noget forkert i, at en håndboldspiller, der er vaccineret, skal udsættes for en risiko af en ikkevaccineret modstander, der ikke gider at tage vaccinen. På den måde giver det god mening, selvom, ja, timingen er uheldig, lyder det fra håndboldredaktøren.

Et VM på lige sportslige vilkår

Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, forstår midlertidig ikke, hvordan man på dette stadie i coronapandemien, hvor man efterhånden har haft mere end halvandet år til at drage erfaringer, ikke kan have bedre styr på processen.

For ham vil det være "på grænsen til katastrofalt", hvis det er den faktor, der afgør, hvilke spillere nogle lande kan stille med. Det kan rokke ved, at VM bliver afviklet på lige sportslige vilkår.

- Selvfølgelig kan man blive smittet med andre ting, få almindelig influenza eller dårlig mave, men det må ikke være, fordi nogle nationer rent praktisk ikke kan nå at få vaccineret spillere, eller fordi der er nogle vaccineskeptikere.

- Der bør man kunne operere under nogle forhold som tidligere, hvor man så måske bare skal testes lidt oftere, siger Morten Henriksen.

Ingen problemer for de danske spillere

I den danske VM-lejr kan både Morten Henriksen og cheftræner Jesper Jensen glæde sig over, at ingen af de 16 spillere, Jesper Jensen har udtaget, kommer i problemer med de nye coronarestriktioner.

Lige nu står landsholdet i en situation, hvor alle – på nær en enkelt - er færdigvaccinerede, mens den sidste spiller, der mangler et enkelt af to stik, har det i kalenderen, så det er klaret inden VM.

- Så vi får ikke problemer med protokollerne, og jeg kunne bare læne mig tilbage. Men jeg holder fast i, at det ikke må være ydre faktorer, der spiller ind i forhold til en sportslig fair afvikling af VM.

- Og så har det nu en gang også betydning for, hvordan vi organiserer os omkring et VM. Vi kan da godt være usikre på, om vi skal have 16 eller flere spillere med, hvis der kommer nye eller skærpede retningslinjer, siger Morten Henriksen.

Meldingen fredag aften fra IHF-bestyrelsens turneringsansvarlige, Per Bertelsen, var, at der hos Det Internationale Håndboldforbund blev arbejdet på højtryk for at få lavet de nye retningslinjer og sendt ud til de 32 deltagende lande.

Danmarks håndboldkvinder er i gruppe med Sydkorea, Tunesien og DR Congo.