Håndbold

Lauge fik direkte rødt kort i tidligt comeback

Landsholdsspilleren Rasmus Lauge gjorde søndag comeback efter en ankelskade. Det skete i en vild kamp mod Szeged, hvor han fik rødt kort til slut.

Det lignede længe en super søndag for Rasmus Lauge, da han gjorde comeback for Veszprem i topkampen mod Szeged i den ungarske liga.

Danskeren havde bidraget med to mål, og han og holdkammeraterne førte 26-24 med mindre end to minutter igen.

Men en uheldig aktion fra Rasmus Lauge betød, at kampen ændrede karakter. Han ville bremse Bence Bánhidi, men mistimede sin tackling og ramte skudarmen helt forkert. Det resulterede i et straffekast og en rød billet til danskeren.

Sebastian Frimmel udnyttede straks straffekastet, og dermed var der lagt op til en meget spændende afslutning, hvor Veszprem i undertal skulle forsøge at afværge et pointtab.

Det lykkedes dog ikke for Rasmus Lauges holdkammerater, da holdet først brændte en helt fri chance, inden Miguel Martins udlignede til resultatet 26-26.

Det uafgjorte resultat betyder, at Szeged stadig topper den ungarske liga med 17 point efter ni kampe, mens Veszprem indtager andenpladsen med 15 point efter otte kampe.

Skade blev hurtigt nedtonet

Det var Rasmus Lauges første kamp, siden han i slutningen af oktober blev båret af banen under en Champions League-kamp mod Dinamo București.

Undersøgelser viste efterfølgende, at der var tale om en ankelskade, som ifølge klubben ville holde ham ude i fire-fem uger. Dermed glippede han landsholdssamlingen i forbindelse med Golden League i starten af november.

Allerede et par dage efter skaden bekræftede han dog over for TV 2 SPORT, at det så bedre ud end først antaget med skaden.

Og ganske rigtigt. Der skulle kun gå to og en halv uge, inden han var tilbage i aktion. TV 2 SPORT har forsøgt at få fat i Rasmus Lauge efter kampen, men uden held indtil videre.