Djævel eller pylrehoved?
TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen skriver i denne mandagsklumme om en helt specifik timeout, der er blevet omtalt heftigt.
Var Ulrik Kirkely en djævelsk provokatør, eller pylrede Claus Mogensen bare i nederlagets stund?
Jeg vil næsten trække den derud, at Håndbold Danmark er blevet delt i spørgsmålet efter Odense og Københavns tætte opgør i sidste uge. For der var drama og vrede i de sidste sekunder.
Odense-træner Kirkely tog timeout med 27 sekunder tilbage af kampen. Problemet var, at de førte med 27-24, og kampen var således afgjort.
København-kollega Claus Mogensen røg direkte i det røde felt. Ydmygende, mente han.
Ulrik Kirkely ville bruge timeouten til at organisere holdets sidste angreb og lave et mål mere, hvilket lykkedes.
Men kan det ikke være lige meget, når kampen var vundet? Er der en uskreven regel om, at man ikke tager sin timeout, når kampen er afgjort?
Lad mig slå fast, at en træner altid er i sin gode ret til at trykke på knappen. En timeout kan være brugbar til andet end blot at lave det næste mål. Man træner sit hold i være skarp i den sidste del af kampen. Jeg forestiller mig ikke, at nogen kunne finde på at gøre det for at ydmyge modstanderne.
I NBA, verdens bedste basketliga, kunne man aldrig finde på at tage sådan en timeout. Bare det at forsøge at score, hvis sejren var sikret til sidst, ville give tumult og være respektløst.
I spansk håndbold er der også andre kodekser for respekt over for sin modstander. Det fik Hans Lindberg at føle, da han i VM-semifinalen mod Spanien i 2011 elegant lagde bolden blødt i mål over den spanske målmand i de døende sekunder. Danmark havde sikret sig sejren, og de spanske spillere følte sig ydmyget og jagtede Hans Lindberg.
Jeg underkender ikke følelsen hos det tabende hold, men jeg vil på den anden side også hele tiden forsøge at optimere mit hold. Jeg ville slå mig selv i hovedet, hvis jeg ikke havde forberedt mit hold godt nok i slutningen, og så spillede et uskarpt angreb i anden kamp.
Og så skal vi huske, at hvert eneste mål kan tælle i sidste ende. Jeg husker tydeligt, hvilket drama der udspillede sig i herrernes Bundesliga i sæsonen 2013-2014. Her kæmpede Kiel og Rhein-Neckar Löwen om mesterskabet. De endte a point, og det blev afgjort på målforskel. Kiel blev mestre, fordi de havde en målscore på sølle to mål mere end Rhein-Neckar Löwen.
I Danmark er det indbyrdes målforskel, der er gældende. Men det kan ske, at Odense taber med 33-25 til Esbjerg, og at de ender på lige mange point. Så er det den samlede målscore, der bliver afgørende for, hvem der ender højest i ligaen.
Summa summarum: Jeg havde gjort det samme som Kirkely.
Ugens notabene
Årets træner i kvindernes liga i sidste sæson, Dennis Bo Jensen, fortsætter med at lave mirakler. Dennis Bo Jensen er skiftet fra Ajax' kvinder til Lemvigs herrer. Et hold, der forud for sæsonen mistede bærende spillere og var dømt til en tilværelse i bunden.
Men med otte point i de sidste fem kampe, blandt andet med sejre over medaljekandidaterne TTH og BSH, laver Dennis Bo Jensen og hans Lemvig-drenge mirakler og indtager nu syvendepladsen i ligaen.
Men hvad er det, den stille mand fra Vestegnen kan? Han er håndboldklog og menneskeklog. Han er også flittig foran computeren, når han time efter time analyserer sit eget og modstanderholdene.
Dennis Bo evner at formidle sine analyser, så de trænger ind, og gør dem til brugbare værktøjer for spillerne i kampens hede.
De kan jo ikke nå at få en vaccine
VM for kvinder nærmer sig med hastige skridt, og igen hænger corona-spøgelset over en slutrunde.
Corona er igen bluset op, og derfor har IHF meldt ud, at alle aktører skal have en vaccine mod covid-19 for at deltage. Men det er for sent at melde det ud med under en måned til slutrunden. Aktørerne kan jo ikke nå at få en vaccine.
Man burde have spillet efter de regler, der var sat op under den seneste corona-kritiske slutrunde: Altså gøre massivt brug af test. Det fungerede.
Og på den måde havde vi været sikre på, at alle hold stillede i stærkeste opstilling.