Håndbold

Spektakulær scoring snød hele hallen

I et stykke tid har Buster Juul øvet sig på en afslutning, der balancerer på kanten af ydmygelse.

Skal, skal ikke? Skal, skal ikke?

Sådan har Buster Juul tænkt nogle gange, når Aalborg Håndbold har fået straffekast. Den disciplin tager Juul sig af, og lørdag landede han for første gang på "skal."

Kort før afslutningen på hjemmekampen mod TTH var det tid til at prøve den afslutning, der tilsyneladende overraskede alle andre end Buster Juul.

- Jeg har kun øvet den afslutning, når vi laver sjov med straffekast inden kampe eller til træning. Men jeg har faktisk lavet det skud mange gange, og især Nikolaj Læsø og Felix Claar har sagt, at det egentlig er et ret godt skud, fortæller Buster Juul til TV 2 SPORT.

- Og der var fin selvtillid hos mig, så jeg besluttede at prøve det af, da jeg stod der - også selvom der jo var en risiko for, at jeg kunne komme til at se rigtig, rigtig dum ud.

Men det gjorde han ikke. Efter den planlagte skudfinte lykkedes underhåndslobbet til perfektion. Keeperen sprællede forgæves, og dermed fik de næsten 4000 tilskuere en uforglemmelig scoring at gå hjem på.

- Jeg kan godt se, det er et ekstraordinært mål – men kampen var jo afgjort, så det var bare lidt gøgl og noget ekstra til publikum, siger Buster Juul.

Se målet i videoen øverst i artiklen.

Hænger på GOG i toppen

Opgøret endte 36-27 til Aalborg, og med scoringen blev Juul delt topscorer i kampen. Han endte på syv træffere ligesom Magnus Bramming fra TTH.

Og så er det store spørgsmål, om den frække afslutning bliver en fast del af det træfsikre repertoire?

- Det er ikke en afslutning, jeg vil være bleg for at bruge igen, hvis det giver mening. Men der går nok lige nogle måneder.

Med sejren er Aalborg fortsat to point efter GOG, der ligger nummer et i grundspillet efter ti sejre i ti kampe.