VM håndbold

Jesper Jensens fravalg af én spiller er billedet på landsholdets styrke

Landsholdets to målvogtere til VM har begge set stærke ud i optakten til VM i kvindehåndbold i december.

Lange overvejelser, store dilemmaer og hårde telefonopkald.

Det er alt sammen en del af processen, når en landstræner skal udtage truppen til en stor slutrunde. I begyndelsen af december skal det danske kvindelandshold i håndbold til VM, og landstræner Jesper Jensen har sine udvalgte klar.

Nu er det bare at krydse fingre for, at alle udtagne også er til stede, når Tunesien er modstanderen 2. december.

- Nu har vi lige nogle dage, hvor vi skal undgå skader rundt omkring, men jeg synes, vi ser godt ud. Jeg synes, vi har haft et virkelig godt år, siger Jesper Jensen.

Om landstræneren har valgt rigtigt i udtagelsen af VM-truppen, må tiden vise. Men tre af TV 2 SPORTs håndboldeksperter har hver især udpeget fem spillere, der op til slutrunden i Spanien har set formstærke ud.

  • Lærke Møller: Sandra Toft, Althea Reinhardt, Mie Højlund, Anne Mette Hansen og Line Haugsted
  • Bent Nyegaard: Sandra Toft, Althea Reinhardt, Mie Højlund, Anne Mette Hansen og Mia Rej
  • Peter Bruun Jørgensen: Sandra Toft, Althea Reinhardt, Rikke Iversen, Simone Petersen og Mia Rej

Landstræner jubler over målmandsduo

Alle tre eksperter har altså peget på målmandsduoen med Sandra Toft og Althea Reinhardt som spillere, der på det seneste har ramt et højt niveau.

Det har tilsyneladende også været Jesper Jensens opfattelse, og derfor har landstræneren ikke fundet plads til Viborgs målmandstalent Anna Kristensen i truppen.

- Hvis man har overskud til at efterlade Anna Kristensen hjemme i Danmark til en slutrunde, har man en rigtig, rigtig god duo. Det er vi meget meget tilfredse med, siger Jesper Jensen efter den sidste runde i kvindernes håndboldliga inden VM.

Bent Nyegaard opfatter Sandra Toft og Althea Reinhardt som "et fremragende målmandspar, der på den internationale scene præsterer rigtig, rigtig godt".

Anna Kristensen er sammen med holdkammeraten Ida-Marie Dahl indkaldt til at være med i den afsluttende samling inden afrejsen til Spanien, selvom de ikke er med i den endelige trup.

Uenighed om Anne Mette Hansen

En af de spillere, der altid er forventninger til, når Danmark skal spille slutrunde, er Anne Mette Hansen. Det er der også i år, efter hun i løbet af sommeren og efteråret både har fået anførerbindet i den ungarske storklub Györ, hvor hun også har spillet en stor rolle i begge ender af banen.

Men om hun rammer VM i topform, er der uenighed om.

- Jeg synes jo, Anne Mette Hansen har svinget meget i sine præstationer. Det går lidt op og ned, siger Peter Bruun Jørgensen.

Bagspilleren, der har spillet i Györ siden 2017, har til tider haft svært ved at ramme sit højeste niveau, når hun er med landsholdet. Men ifølge Lærke Møller er der grund til at have både forhåbninger og forventninger ovenpå danskerens efterår.

- Hun har spillet en flot sæson i Györ indtil videre. De Champions League-kampe, hun har været med i, har hun haft en stor rolle. Defensivt dækker hun to pladser - i midten og på backen. Offensivt er hun førstevalg på venstreback, hvor hun har taget et stort ansvar, siger Lærke Møller.

Landstræneren har de seneste måneder bemærket, at Anne Mette Hansen er begyndt at få mere spilletid på klubplan end tidligere, hvor hun også har fået en anden rolle, der går godt i spænd med rollen på landsholdet.

- Det er et stort plus, at hun spiller på samme måde i Győri, som vi gerne vil have hende til at spille på landsholdet, nemlig lidt mere velovervejet og meget mere beslutningsdygtig end bare en, der buser på, siger Jesper Jensen.

Deler ikke eksperternes bekymringer

TV 2 SPORTs eksperter er også blevet bedt om at udpege én spiller, de hver især er bekymret for. Mens Lærke Møller peger på Lærke Nolsøe fra Viborg, har både Bent Nyegaard og Peter Bruun Jørgensen noteret sig Esbjergs Mette Tranborg som en spiller, der endnu ikke er på sit højeste.

Men den køber Jesper Jensen ikke.

- Mette var jo skadet og var ude i en måneds tid. Og Mette er bare en, der tager lidt længere tid om at komme tilbage. Så hun er pil den rigtige vej, og jeg synes også, hendes kamp i dag i Nykøbing viser, at hun er på rette vej, siger landstræneren.

Jesper Jensen forklarer, at Lærke Nolsøe, der i sommer skiftede til Viborg, har brugt efteråret på at vænne sig til en rolle, hvor hun skal dele spilletiden med en anden. Det kommer hun også til på landsholdet, hvor hun sammen med Emma Friis skal udfylde pladsen på venstre fløj.

Ved VM er Danmark havnet i gruppe med Tunesien, Congo og Sydkorea.