Håndbold

Landsholdsspiller skåret i foden med en saks af holdkammerat

Landsholdsspilleren Rikke Iversen sad ude med en skade onsdag aften, da Odense Håndbold vandt endnu en ligakamp. Og årsagen er noget så penibel.

Landsholdsspiller Rikke Iversen var ikke med, da Odense Håndbold onsdag aften trynede Holstebro i en 34-19-sejr.

Odenseanerne tog den 20. ligasejr i træk, og holdet var på ingen måde påvirket af et afbud fra stregspiller Rikke Iversen. Et afbud, der går ned i historiebøgerne som et af de mere mærkværdige:

- Man skulle tro, det var øjenbrynet, men det skyldes faktisk, at jeg efter kampen i weekenden (søndag mod Kristiansand, red.) havde et uheld med en tapesaks. Det gør, at jeg skal syes i foden. Og vi er lidt påpasselige med, hvornår vi sætter en sko på min fod, forklarer Iversen til TV 2 SPORT.

Spørger man lidt mere ind til uheldet, viser det sig, at det er en god holdkammerats skyld.

- Jeg er desværre både blevet syet i foden og i hovedet. Jeg flækkede øjenbrynet i weekenden, og så kom Mia Rej desværre til at skære mig i foden med en saks efter kampen.

- Hun skulle hjælpe mig med at skære min tape op med en tapesaks, og så kom hun til at klippe lidt for dybt. Og det resulterede i tre sting i foden, siger Iversen med et skævt smil.

"Jeg har givet hende en uges ferie"

Mia Rej selv var med onsdag aften, da Odense håndbold var i aktion.

Efter kampen forklarede Rej - med et stort smil på læben - hvad der rent faktisk skete med Iversens fod.

- Jeg har givet Rikke Iversens fod og hendes krop en uges ferie. Det var tiltrængt, synes jeg. Det er, hvad der er sket, synes jeg.

- Jeg skulle hjælpe Iversen af med en ankeltape, og da hun ikke selv kunne klare arbejdet, måtte der større kræfter til. Det kostede så bare lige tre sting. Det var ikke så smart, men hun er forhåbentlig snart klar igen.

VM i Spanien venter om blot 15 dage, når slutrunden bliver skudt i gang 1. december. Og heldigvis for Danmark er Iversen snart klar igen.

Ingen problemer med VM

Iversen forsikrer nemlig, at fodskaden ikke bliver et problem i forbindelse med verdensmesterskaberne.

- Vi holder foden fri for håndboldsko i dag (onsdag, red.), og så spiller jeg efter planen på lørdag (Champions League-kamp mod Kristiansand, red.). Lægen har tjekket det i dag, og han siger, det heler fint.

- Så der skulle ikke være nogen problemer i hverken den kommende uge eller til VM. Der er ingen grund til at forhaste noget. Jeg er tryg ved, at stingene lige får lov til at sætte sig lidt mere.

Både Mia Rej og Rikke Iversen er med til VM, hvor Danmark indleder slutrunden 2. december mod Tunesien.