Håndbold

Jan Pytlick fyret

Jan Pytlick havde planlagt at stoppe karrieren til sommer næste år.

Efter skuffende resultater har SønderjyskE valgt at fyre Jan Pytlick.

Klavs Bruun Jørgensen overtager det varme sæde med det samme. Det skriver den sønderjyske klub i en pressemeddelelse. Den tidligere landstræner skulle have overtaget Pytlicks job til sommer næste år.

Sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt takker Pytlick for indsatsen og er overbevist om, at det er den rette beslutning at stoppe samarbejdet nu.

- Jan Pytlick har været en god mand for SønderjyskE Herrehåndbold, og han havde en stor andel i den flotte femteplads i sidste sæson. Desværre er det ikke lykkes at følge op på de gode resultater og den gode udvikling i denne sæson, hvor vi har været et stykke fra det niveau, hvor SønderjyskE skal være. Der er lavet nogle fine resultater undervejs, men der har også været alt for mange skuffelser, og vi har tabt point til hold, hvor vi godt kan have en forventning om, at SønderjyskE skal vinde.

SønderjyskE ligger på tiendepladsen i ligaen efter 12 spillede kampe.

Den første opgave for den nye cheftræner, Klavs Bruun Jørgensen, der har kontrakt frem til sommeren 2024, bliver 28. november i en hjemmekamp mod TMS Ringsted.

Ærgerlig afsked med håndbolden

Pytlick anoncerede den 4. oktober, at han indstiller sin håndboldtrænerkarriere til sommer efter en glorværdig karriere med mange store oplevelser. Blandt andet som kvindelandstræner, hvor han blandt andet førte Danmark til to OL-guldmedaljer og et styk EM-guld.

De flotte resultater bliver skæmmet af hans sidste tid som klubtræner, hvor han nu har modtaget to fyresedler i streg. Inden SønderjyskE-fyringen blev han også afskediget af Odense Håndbold i kvindeligaen.

- At Pytlick skal stå med to fyringer til sidst efter den pragtkarriere, han har haft, pletter hans i øvrigt meget, meget flotte CV, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Jan Pytlick

Som landstræner for kvindelandsholdet

  • Debut: 01-07-1998
  • Sidste kamp: 17-12-2014
  • Antal kampe: 389
  • OL-guld i 2000 og 2004
  • EM-guld i 2002 og sølv i 1998 og 2004

Som klubtræner

  • 1991-1995: Cheftræner i GOG (kvinder).
  • 1995-1997: Cheftræner i Team Esbjerg (herrer).
  • 1997-1998: Cheftræner i GOG (herrer).
  • 2006-2007: Cheftræner i GOG (kvinder).
  • 2016-2019: Cheftræner i Odense Håndbold
  • 2020-2022: Cheftræner i SønderjyskE (herrer)

TV 2 SPORT forsøger at få en kommentar fra Jan Pytlick.