Håndbold

Landsholdsspiller fortsætter hos Team Esbjerg

Mette Tranborg har været skadefri i halvandet år, nyder sin udvikling Esbjerg og har nu forlænget sin aftale.

Håndboldspilleren Mette Tranborg har trods sine kun 25 år oplevet mere modgang, end de fleste spillere når i en karriere, med flere alvorlige knæskader.

Efter halvandet års skadespause skiftede hun fra Odense til Team Esbjerg i sommeren 2020. Her har hun genfundet både niveau og spilleglæde. Det fejrer hun nu med en kontraktforlængelse.

Den nye aftale binder hende til den vestjyske klub frem til sommeren 2025.

- Jeg kan mærke, at jeg hele tiden udvikler mig, og at jeg ikke er den samme håndboldspiller, som da jeg kom for halvandet år siden, siger hun i en pressemeddelelse fra klubben.

- Jeg er blevet mere rolig i mit spil, har flere muligheder og er bedre til hele tiden at vurdere enhver kampsituation.

Efter en træg sæsonstart i denne sæson har Esbjerg fået gang i spillet. Efter at have tabt de to første ligakampe er det blevet til 11 sejre i træk, ligesom holdet også er fint med i sin Champions League-gruppe.

Vil vinde en masse

Mette Tranborg lægger da heller ikke skjul på, at hun har høje ambitioner for klubben.

- I de næste tre år skal vi vinde en masse pokaler, en masse guld, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med Jesper Jensen, siger Mette Tranborg.

Hun slår også sine folder under Jesper Jensen på det danske landshold. Træneren ser et endnu større potentiale i Tranborg, end det som allerede er blevet forløst.

- Vi vil gerne gøre Mette klar til en stor klub i udlandet, hvis hun drømmer om det, men vi vil meget mere med hende inden da, siger han i pressemeddelelsen.

- Team Esbjerg er ikke et stagnerende projekt, og når vi rammer den rigtige bane, kan vi nå langt med dette hold. Mette ved, at hun kan udvikle sit potentiale yderligere her.