Flere ofre i Robinson Ligaen
TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen skriver i denne mandagsklumme om de trænerafgange, der har været i de danske håndboldligaer.
De startede 29. Nu er de 25 tilbage.
Hov, dér fødte jeg lige en idé til et realityprogram i sportens verden: Send alle håndboldligatrænere ud på en øde ø i næste sommerpause. Ansæt Jakob Kjeldbjerg - og kom så i gang. Hvem holder længst? Vi smider Bent Nyegaard i puljen, så deltagertallet bliver lige.
Jeg gad godt se Ulrik Kirkely og hans timeout-kammerat Claus Mogensen hjælpe hinanden med at lave ild med en pind og lidt grene. Jakob Larsen ville fange alle slags dyr med de bare næver. Jesper Jensen ville gå panisk rundt, fordi han ikke kendte det helt, helt, helt præcise klokkeslæt.
Christian Dalmose ville hoppe og lave fagter foran kameramanden som i de gode, gamle Aalborg DH-dage, og Nikolaj Krickau ville nok bare stå og råbe af dommer Kjeldbjerg. Bent Nyegaard? Han ville rode i skovbunden efter en Bourgogne.
Man skal selvfølgelig kunne forlade øen frivilligt, når man ikke magtede mere eller kunne se en ordentlig vej ud. Som idémand skulle jeg selv med og kyle dem ud, der leverede en skuffende indsats.
- Troen på Ribe-Esbjerg som topklub er forduftet
Altså ville et sådant program ikke adskille sig væsentligt fra virkeligheden.
Håndboldsæsonen er ikke tre måneder gammel, og der allerede sagt farvel til fire trænere. To af dem røg i den forgangne uge.
SønderjyskE effektuerede Jan Pytlicks Sommeren '22-opsigelse i utide efter nogle mærkværdige op- og især nedture ved Dybbøl Banke. Det gav god mening.
Kristian Kristensen smed selv tøjlerne i Ribe-Esbjerg, fordi han ikke mente, at han kunne rykke holdet yderligere.
Den analyse køber jeg. Ikke på grund af Kristian Kristensens evner, men fordi troen på Ribe-Esbjerg som topklub for længst er forduftet. For få år tilbage blev klubben en af de rigeste i landet, men sjældent har så mange penge været brugt så dårligt som i Ribe-Esbjerg. Nu sidder klubben fast lige over bunden, og de udsigter stirrede Kristian Kristensen sikkert også ind i.
Lidt længere nord på - i Skjern - sprang Claus Hansen omsider ud af en rolle, som han tydeligvis ikke befandt sig godt i. Og i Horsens blev Lars Frederiksen fyret, fordi spillermaterialet var godt og resultaterne elendige.
I Superligaen er to af 12 trænere skiftet ud, så håndboldens fire træner-tab efter tre måneder følger vel meget godt elitesportens kyniske junglelov.
Husk at sige værdigt farvel
Er det synd for Pytlick, Frederiksen, Kristensen og Hansen? Nej. Det er et vilkår, om end et barsk et af slagsen. Heldigvis har ingen af dem pjevset over deres skæbne. Man kan forlade et job på mange måder. Se på Ole Gunnar Solskjær i Manchester United. Hadet om lørdagen som manager – elsket og respekteret søndag som fyret manager efter et værdigt og smukt interview om sin tid i klubben. Et smukt råd i alle livets forhold: Husk at sige værdigt farvel.
Det er nemt at spotte, hvem den næste fyrede håndboldtræner bliver. Men lad os i stedet hylde dem, der er her. Christian Dalmose og Dennis Bo Jensen eksempelvis.
Laver man en personlighedsprofil på de to, står deres navne sikkert og blinker i hver deres hjørne af papiret. Dennis Bo Jensen er den rolige, stille træner, der trives fint uden opmærksomhed. Dalmose... er det stik modsatte.
Fælles for dem er, at de laver et suverænt trænerarbejde i henholdsvis Lemvig og TMS Ringsted. ”Små sensationer” ville håndboldglade Poul Krebs synge, hvis han blev hyret til de to holds julefrokost.
Nu hyldede kollega Peter Bruun Jørgensen i sidste uge Dennis Bo, så jeg slår i stedet ned på Dalmose. Siden 2016 har han været trækplastret i elevatorklubben midt på Sjælland. Trods et par nedrykninger har Dalmose i den tid manifesteret, at han langt fra er den varmluftsballon, som hans kritikere mener.
I sine vilde trænerår på damesiden i Ikast, Aalborg og Viborg var Dalmose en stor succes. Der var altid bulder, brag og flotte resultater i hans kølvand. Det er der nu også i Ringsted. En slutspilsplads med dét materiale efter 11. runder - det er imponerende.
Anerkendes skal også Jeppe Vestergaard i Skanderborg og Jesper Holmris i Ringkøbing i kvindernes liga, imens også Jan Leslie i Horsens har understreget, at han er dygtig til sit arbejde.
At skrive en trænerklumme uden at nævne Klavs Bruun Jørgensens navn er mangelfuldt. Med Jan Pytlicks exit i SønderjyskE har Bruun Jørgensen forladt sin elskede hund (og familie, selvsagt) i Virum før tid. På søndag er han tilbage i herreligaen, og det kan jeg ikke hylde nok.
Jeg kan godt tillade mig at skrive det her, for jeg har sagt det til ham et par gange - også da han var kvindelandstræner for Danmark: Klavs Bruun Jørgensen er en herretræner. Punktum.
Han er tilmed en blændende en af slagsen. Det må være berøringsangst efter hans kontroversielle tid som kvindelandstræner, der er grunden til, at han er gået arbejdsløs rundt i næsten to år. Det er Klavs Bruun Jørgensen simpelthen for god en herretræner til. Og det kommer SønderjyskE nu til at nyde godt af.
Ugens notabene
Kvindernes liga er gået på VM-pause. Det skete ikke med et brag - tværtimod, da sidste runde blev spillet i onsdags. Kun én af de syv kampe blev afgjort med under seks måls forskel.
Tætte kampe er det, sporten lever af. Nerven i de sidste minutter. Den store, forløsende jubel fra det ene hold og en modstander smidt i knæ i sidste sekund. Sporten i den ondeste og fineste form.
91 kampe har der været spillet i kvindernes liga. 11 af dem er endt med en målforskel på to mål eller derunder. Resten.... suk. 27-36, 25-34, 34-19, 28-18 og så videre, lød slutcifrene i onsdags.
Erkend nu, kære håndboldleder, at niveauet ikke er til 14 hold i kvindernes liga. Produktet er kun blevet dårligere, siden man udvidede fra 12 hold. Jeg erkender, at strukturdebatten for mange er kedelig. Men det er endnu mere kedeligt at se endnu en ligakamp ved stillingen 29-16.
Kedelig er Kathrine Heindahl til gengæld ikke. En farverig landsholdsspiller, der nu heldigvis vender hjem og forsøder ligaen.
Ikke uventet er det den bedst drevne kvindehåndboldklub i Danmark, Team Esbjerg, der gaflede hende.