Håndbold

Toft holder døren på klem for dansk comeback

Selvom Sandra Toft lige nu er på kontrakt i Brest Bretagne, er landsholdskeeperen fascineret af det projekt, der er i gang i Team Esbjerg.

Sandra Toft har tidligere spillet for Team Esbjerg, og måske kommer hun til det igen.

I hvertfald snakker den 32-årige Brest Bretagne-spiller varmt om sin tidligere klub, der står hendes hjerte nær.

- Hvis jeg kommer ud af min kontrakt i Brest, så er Team Esbjerg da også spændende. Der er mange spændende klubber rundt omkring, og det er klart, at der er Team Esbjerg også spændende og tæt på mit hjerte, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.

- Jeg kan sige så meget, at jeg ikke har skrevet under noget sted endnu, og jeg er på kontrakt i Brest Bretagne, som det ser ud lige nu.

Den danske landsholdsmålmand forlængede sin kontrakt i det franske i slutningen af marts i år, så den nu udløber til sommeren 2023.

Roser projektet

Sandra Toft spillede for Team Esbjerg fra 2017-2019, hvor danskeren nød stor succes. Også dengang var Jesper Jensen træner, ligesom han er nu. Sidenhen er han også blevet landstræner og dermed stadigvæk træner for Sandra Toft.

Landsholdskeeperen fremhæver sine to år i Esbjerg som værende rigtig gode og tænker tilbage på tiden i klubben med glæde.

- Jeg havde to gode år i Team Esbjerg og snakker stadigvæk med rigtig mange af pigerne dernede. Så det er en klub og et hold, jeg har et rigtig nært forhold til, siger danskeren, der samtidig roser udviklingen i klubben:

- Det er lige så stille blevet større og større og større. Det er et spændende projekt, og det virker til, at de bliver ved med at bygge på.

"Esbjerg får et sindssygt hold"

Noget af det, der er blevet tilføjet til Team Esbjerg-truppen den seneste tid er kvalitet af allerhøjeste hylde.

For tirsdag blev den norske verdensstjerne Nora Mørk præsenteret som kommende Team Esbjerg-spiller, hvilket imponerer Sandra Toft.

- Min første tanke var, at Esbjerg får et sindssygt hold. Det er en super flot signing, og det er en kæmpe profil til den danske håndboldliga. De får et virkelig godt hold næste år, siger Toft.

Direkte adspurgt fortæller Sandra Toft, at der så vidt hun ved ikke er nogen igangværende dialog mellem hende og Team Esbjerg.

Sandra Toft har spillet imponerende 140 landskampe for det danske landshold og vil også være at finde i målet, når Danmark til december skal VM-slutrunde i Spanien.