Ombejlet af Aalborg og GOG, nye krav til fremtiden og corona-kroner
TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket ude i hallerne.
Kvindernes VM er nu kun få dage væk, så inden længe får vi svaret på, hvem der vil være med i klubben, og hvem der ikke ville rulle ærmet op og tage imod to stik. Det skal ske, inden det går løs i de spanske haller fra 1. december, mens coronaens forstærkede styrker truer lige udenfor.
En 'vaccine-eller-bliv-væk-politik', som det europæiske håndboldforbund EHF i øvrigt også vil bruge til herrernes EM på den anden side af nytårsfesterne.
I dansk håndbold er der ingen, der skal blive væk, men der kan være nye krav på vej for at få lov at være med.
KIF Kolding-legenden Mikael Kold - slå ham op i historiebøgerne, hvis du ikke kender ham - er sat i spidsen for en arbejdsgruppe, som nu skal komme med sit bud på, hvilke krav der skal stilles til eliteklubberne i forhold til for eksempel økonomi, faciliteter og administration i fremtiden. Ligalicens kalder de vist det ikke, men det er det, det er.
Både i Divisionsforeningen - klubbernes organisation - og i Dansk Håndbold Forbund er der et udbredt ønske om at få mere professionelle tilstande i toppen af dansk håndbold, hvilket også er en af grundene til, at antallet af hold i ligaerne og turneringsstrukturen bliver diskuteret lige så tit som brugen af mundbind. Så den varme kartoffel - altså turneringstrukturen - skal Mikael Kolds arbejdsgruppe selvfølgelig også stikke gaflen i over de kommende måneder. Ændringer af turneringsstrukturen kan dog kun ske med mindst halvandet års varsel, så du skal ikke bare være bange for, at dit favorithold bliver skåret ud af ligaerne før tidligst i 2023.
Så længe går der ikke, før vi igen vil se adskillige spillere skifte klub før en ny sæson, og lige nu er tiden, hvor rigtig mange underskrifter bliver sat. En af de mere ombejlede har været TMS Ringsted-fløjen Oscar Vind Rasmussen, som både Aalborg og GOG har jagtet - med fynboerne som vinder, for den 21-årige højre fløj optræder i næste sæson i gult, som vi hører det. Til gengæld mangler fynboerne vist stadig at finde nogen, der vil stå inde i målet, når Bergerud og Hallgrimsson forsvinder til sommer.
Apropos GOG, så er fynboerne en af de få klubber, der - selvom der dukkede otte dejlige millioner i corona-kroner op på kontoen fra politikerne - ikke formåede at have balance i klubkassen i sidste sæson. En million i underskud endte det med en sæson, hvor GOG's største rival fra Nordjylland samtidig landede et rekordoverskud på 2,14 millioner.
De to hold mødes i øvrigt lørdag i en kamp, der vel er en af de største på dansk grund indtil nu i denne sæson.
Lad os til sidst lige runde Lemvig-Thyborøn, hvor bokseverdensmester Dina Thorslund så med fra tribunen, da hjemmeholdet slog Mors-Thy. Var hun mon også kortvarigt nede på banen, Nicolai Pugholm..?
Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt noget i hallen, som vi bør vide.
Den kommende uges kampe
HTH Herreligaen
Fredag 26/11:
- KIF Kolding - Nordsjælland
Lørdag 27/11:
- Skive - TTH Holstebro
- Aalborg-GOG (Direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra 15.50)
Søndag 28/11:
- SønderjyskE - TMS Ringsted
VM-testkampe
Lørdag 27/11:
- Danmark-Ukraine (Direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra 13.30)
Søndag 28/11:
- Danmark-Ukraine (Direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra 15.30)
VM i kvindehåndbold