VM håndbold

Sådan gik det favoritterne i VM-testkampene

Onsdag begynder VM-slutrunden i Spanien.

Den seneste uges tid har stået på forberedelser frem mod VM, og i weekenden blev de sidste testkampe spillet.

Herunder kan du se, hvordan det er gået de nationer, der formentlig skal spille om VM-medaljerne i Spanien.

Bookmakernes VM-favoritter

Norge 2.00

Frankrig 7.00

Holland 9.00

Danmark 11.00

Sverige 11.00

Spanien 12.00

Rusland 13.00

Kilde: Unibet

VM begynder 1. december. Læs alt om mesterskabet på vm.tv2.dk.

Norge

  • Holland 36-21
  • Sydkorea 35-23
  • Rusland 28-29

Norge var vært for en optaktsturnering, og det startede perfekt for de forsvarende europamestre. Men søndag kom de ned på jorden i generalprøven mod Rusland.

- Jeg tænker egentlig, at denne kamp er perfekt for os med tanke på læring. Jeg tror, det var rigtig fint for os. Vi har nogle konstellationer, som skal skærpes meget mere. Jeg tror, det bliver rigtig godt, sagde den norske anfører og stjernespiller Stine Oftedal til norsk TV 2.

- Det er nyttigt for os. Det er godt at have mødt dem. Vi skal blive ved med at bygge på, sagde landstræner Thorir Hergeirsson.

Frankrig

  • Ungarn 33-28
  • Ungarn 29-28

- Vi skulle ikke forlade Paris med et nederlag. Vi kæmpede godt. Første halvleg var vanskelig for os, fordi ungarerne fordelte bolden meget hurtigt. Vi fik rettet en smule op på det i anden halvleg, sagde den franske stregspiller Béatrice Edwige ifølge l'Equipe efter den anden kamp mod Ungarn.

- Jeg vil sige, at vi er mere klar end tidligere år, fordi vi har vundet to kampe. Normalt taber vi også. Så jeg tror, vi er klar. I hvert fald fysisk. Vi er en smule længere fremme end normalt.

Holland

  • Norge 21-36
  • Rusland 32-29
  • Sydkorea 41-25

Hollænderne kom stærkt tilbage efter en syngende lussing mod Norge.

- Vi har taget skridt i hver eneste kamp. Mod Norge lavede vi mange tekniske fejl i offensiven, og det bliver straffet, sagde landstræner Monique Tijsterman til NOS.

Samtidig kan Holland glæde sig over, at Team Esbjerg-stjernen Estavana Polman rejser med til VM, selvom hun grundet en knæskade ikke har spillet en eneste kamp for Esbjerg i denne sæson. Søndag var hun dog at finde i landstræner Monique Tijstermans endelig trup.

Danmark

  • Ukraine 35-18
  • Ukraine 35-20

- Vi er et sindssygt godt sted, og vi har brugt tiden rigtig fornuftigt. Vi er nået rigtig langt i de 11 måneder efter EM. Vi ser spillere, der på individuelt plan bliver ved med at udvikle sig og præstere på højeste hylde, sagde landstræner Jesper Jensen til TV 2 SPORT efter søndagens 15-målssejr.

- Vi har efterhånden en rutine og modstandsdygtighed, som gør, vi bliver bedre og bedre. Så er der nogle ting, vi ikke rigtig kan forholde os til ved et VM: Hvem møder vi, og hvor gode er de i kampene? Men det, vi har lavet og præsteret, er vi meget, meget tilfredse med.

Sverige

  • Montenegro 38-24
  • Montenegro 31-26

Sverige havde ikke de store problemer i testkampene. Til gengæld sad profilerne Jamina Roberts, Daniela de Jong og Nathalie Hagman ude, men alarmklokkerne ringer ikke i den svenske VM-lejr.

- Jeg kan berolige alle, der ser med og undrer sig. Jamina havde en smule ondt i halsen, så det var bare en sikkerhedsforanstaltning. Hagman var i styrketræningslokalet til formiddag, så der er ingen fare, sagde landstræner Tomas Axnér til SVT.

Spanien

  • Slovakiet 35-15
  • Polen 32-25
  • Tyskland 23-22

VM-værten tog tre sejre på stribe og fik dermed den perfekte optakt til mesterskabet på hjemmebane.

- Vi skal være meget tilfredse med optakten til VM. Holdet er præsteret på et godt niveau. Der er stadig mange ting at justere på, men holdet har vist godt attitude, masser styrke og intensitet i svære situationer, sagde landstræner José Ignacio Prades ifølge Mundo Deportivo.

Rusland

  • Sydkorea 34-24
  • Holland 29-32
  • Norge 29-28

Rusland har været igennem stor udskiftning siden sommerens OL, hvorfra kun fem spillere er med i VM-truppen. Alligevel leverede russerne søndag et stort resultat i turneringen i Norge.

- En meget brugbar turnering. Vi fik testet vores kampstyrke mod stærke modstandere. Kampen mod Sydkorea gav ikke mange indikationer. Koreanerne var nok ikke den optimale modstander, fordi de stadig var i gang med at akklimatisere sig. Men Holland og Norge spillede med stærkeste hold, sagde Ruslands nye landstræner, Lyudmila Bodnieva, til forbundets hjemmeside.

- Jeg er glad for, at pigerne er blevet ladt op med positive følelser. Forhåbentlig fortsætter det til de officielle kampe. Samtidig viste turneringen os nogle problemer, som vi skal arbejde med.