VM-nation rejser uden træneren
De østrigske VM-spillere er rejst til Spanien uden deres træner. Han er smittet med coronavirus, og i alt er tre personer blevet hjemme.
Forventningens glæde er afløst af frustrationer på det østrigske landshold.
To dage før VM-premieren måtte spillerne rejse til Spanien uden deres træner, Herbert Müller. Han er testet positiv for coronavirus, oplyser det østrigske håndboldforbund på sin hjemmeside.
Her kan man også læse, at assistenttræner Erwin Gierlinger og spilleren Katarina Pandza ligeledes er blevet hjemme. De er under mistanke for at være blevet smittet.
- Da vi blev informeret om den positive prøve, var vi overraskede. I flere uger har vi prøvet at skabe et sikkert miljø for vores hold, så det er meget bittert, siger håndboldforbundets generalsekretær Bernd Rabenseifer.
Han tilføjer, at landsholdet har forberedt sig i et boble-koncept, hvor alle er vaccineret og testet både før og under samlingen. Det samme er deres modstander i VM-testkampene, Portugal.
ÖHB oplyser, at Herbert Müller er begyndt at få symptomer på covid-19. Det har Erwin Gierlinger og Katarina Pandza ikke, så hvis de testet negativ igen i løbet af onsdag, kan de rejse til Spanien og deltage i VM på lige fod med resten af det østrigske landshold og staben omkring dem.
Trænerens bror tager over
Den sygdomsramte landstræner bliver afløst af sin bror, Helfried Müller. Via sit job som juniorlandstræner kender han hovedparten af de østrigske landsholdsspillere rigtigt godt.
Derudover kender han alt til Herbert Müllers håndboldfilosofi, fordi han til daglig arbejder som assistenttræner for ham i tyske Thüringer HC.
Østrigs VM-program
- 2. december: Kina
- 4. december: Argentina
- 6. december: Spanien