VM håndbold

Debutant frygtede det værste, da telefonen ringede: - Blev tom i kroppen

Tankerne strømmede gennem Emma Friis' hoved, da hun så landsholdets assistenttræner på sin telefons display.

En 22-årig herningenser går i øjeblikket rundt i Catalonien med en spændt fornemmelse i kroppen.

Herning-Ikast-spilleren Emma Friis står foran sin slutrundedebut i rødt og hvidt, når Danmark møder Tunesien torsdag aften ved VM i kvindehåndbold.

- Jeg er megaspændt. Det er lidt surrealistisk endelig at være her nu. Nu har man jo været med til nogle samlinger, og det er bare lidt anderledes endelig at være her og være med til en slutrunde. Hele atmosfæren omkring det er lidt mere intens, og man kan godt mærke, at der er lidt mere på spil, siger hun til TV 2 SPORT.

Selvom det er over en måned siden, at fløjspilleren fik beskeden om, at hun godt kunne begynde at pakken tasken til en tur sydpå i december, husker hun stadig tydeligt, hvordan hun oplevede udtagelsen.

Hoppede for sig selv

Mens hun sad og studerede hjemme, ringede hendes telefon. På hendes skærm stod navnet ”Lars Jørgensen (assistenttræner, landsholdet)”, og så begyndte hendes hoved at gå på overarbejde, mens hendes hjerte begyndte at banke hastigt.

- Enten var det et godt eller dårligt tegn, så på en eller anden måde frygtede man det lidt.

Der var dog kun gode nyheder i den anden ende af røret:

- Så fortalte han jo, at jeg skulle med til slutrunden, og der blev jeg bare helt tom for ord og tom i kroppen.

Kort tid efter gik hun i gang med at varme op til slutrunden med englehop.

- Jeg stod lige og hoppede lidt for mig selv, tror jeg. Og så ringede jeg til min mor og far og fortalte det. De var også rigtig glade. Vi fejrede det om aftenen og fik lidt at spise. Det var virkelig en fed følelse.

Tog tid at fordøje og fatte udtagelse

Hun fortæller, at hendes far havde våde øjne, da hun overbragte nyheden. Nu skal hun snart i aktion i den rød-hvide trøje på den største scene, og det er med kun ni landskampe i rygsækken.

- Det har altid været en drøm, så det var sådan helt skørt, at man lige pludselig har opnået det, og at man skal forholde sig til det. Det tog også lidt tid at fordøje og fatte det. Men det er gået op for mig nu, vil jeg så sige, siger Emma Friis.

Hendes far og mor har også taget turen til Spanien, hvor de skal overvære datterens første slutrunde som spiller.

Landstræner Jesper Jensen har prioriteret at udtage Emma Friis og tre andre fløjspillere, hvilket betyder, at der kun er to stregspillere med til slutrunden.

Emma Friis har i denne sæson scoret 44 mål i 12 kampe for Herning-Ikast.