VM håndbold

Værter overkommer problemer og vinder åbningskamp

Spanien skød VM-slutrunden i gang med en pligtsejr over Argentina.

VM-åbningsdagen startede med en dårlig nyhed for Spanien. Men sluttede med en god.

Tidligere onsdag meddelte VM-værtsnationen, at stjernen Lara Gonzalez misser VM grundet en fingerskade, hun pådrog sig til træning tirsdag.

Værterne holdt dog fokus om aftenen og pligtsejrede over Argentina, selvom der var store problemer undervejs. Spanien gik dog fra 12-12 til 22-12 og fik sat tingene på plads.

Spanien 29 - 13 Argentina

  • Pausestilling: 11-10
  • Topscorer: Alexandrina Cabral og Carmen Campos, Spanien: 5 mål

Spanien topper selvsagt gruppe H, da kampen var slutrundens første. Gruppe H tæller også Østrig og Kina. Se alle grupper og stillinger her.

Torsdag kommer der for alvor gang i slutrunden, da der er syv VM-kampe på programmet. Se kampprogrammet og resultaterne her.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Det blev som ventet til en komfortabel hjemmebanesejr, da VM i kvindehåndbold onsdag blev åbnet.

De spanske værter, der tog sølv ved seneste verdensmesterskab, vandt med hele 29-13 over Argentina og indledte dermed jagten på en ny finaledeltagelse på optimal vis.

Argentinerne fulgte ellers godt med i første halvleg, som endte med en spansk føring på blot et enkelt mål ved 11-10.

Men efter pausen lavede Spanien en rendyrket magtdemonstration. Argentina gik helt i stå ved 12-12.

Det ser bestemt ikke behageligt ud for den uheldige argentiner. Video: TV 2 SPORT

Med 11 mål i træk blev kampen så godt som afgjort, inden det altså endte i total ydmygelse for argentinerne.

Spanien og Argentina er i gruppe H sat sammen med Østrig og Kina. Alle hold møder hinanden én gang, hvorefter de tre bedste går videre.

De danske håndboldkvinder spiller deres første kamp ved VM torsdag, hvor Tunesien venter.

Holland er forsvarende verdensmester.