VM i håndbold 2023

Eksperterne er enige: Her er de tre grunde til dansk VM-succes

TV 2 SPORTs håndboldeksperter Peter Bruun Jørgensen og Bent Nyegaard er enige om tre primære årsager til dansk succes ved VM.

Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.

Selvom Danmark ikke har vundet en medalje ved VM siden 2013, er der flere ting, der taler for, at det vil ændre sig under denne slutrunde.

Det mener både Peter Bruun Jørgensen og Bent Nyegaard, der er håndboldeksperter ved TV 2 SPORT.

De er enige om tre primære grunde til dansk succes, men ser også flere udfordringer for det danske landshold i jagten på metal.

1: Lodtrækningen

- Lodtrækningen er unægtelig til Danmarks fordel. Det er meget, meget sjældent, at man får så favorabel en lodtrækning, som Danmark har gjort her, siger Bent Nyegaard og bakkes op af Peter Bruun Jørgensen:

- Man kan virkelig ikke komme udenom lodtrækningen. Danmarks lodtrækning er måske den bedste lodtrækning, de nogensinde har fået. Det er en kæmpe fordel, at man først kan rende ind i Frankrig og Norge i en semifinale, og vejen til en semifinale er nemmere end den normalt er, siger Peter Bruun.

2: Kollektivet

- Overordnet er Danmark ét stort kollektiv, og det er kollektivet, der skal lykkes, hvis det skal blive til dansk succes. Det er den samme stamme som den, der præsterede så fint ved EM sidste år, og det virker til, at der bare er bygget på, siger Peter Bruun Jørgensen.

Ekspertkollega Bent Nyegaard stemmer i:

- Danmark har et flot kollektiv, og det er et dansk landshold med stor erfaring og en fin blanding af spillere. Der er mange, der er et godt sted i deres karriere. Heriblandt trænerteamet, der har vist sit værd. Man kan se, at holdet er i udvikling og kender hinanden, siger Nyegaard.

3: Målvogterne

- Som nævnt har Danmark et flot kollektiv, men skal pege på nogle, der bliver afgørende, er det målmandsparret med Sandra Toft og Althea Reinhardt. Hvis vi kommer igennem kampene med plusser ud fra dem, kommer Danmark også i semifinalen, siger Bent Nyegaard.

Peter Bruun Jørgensen er enig med Nyegaard, og ser de danske målmænd som afgørende for den mulige danske succes.

- De spillere, der kan vise sig at blive helt afgørende, er de to målvogtere. Her er vi allerstærkest, for vi har to sindssygt skarpe keepere, og det kan være dem, der ender med at gøre forskellen. Hvis de klarer sig godt, er Danmark rigtig fint stillet, siger han.

Danmarks udfordringer

Mens de to eksperter uden besvær fandt frem til tre ting, der taler for dansk succes, kan de også pege på ting, der taler imod en succesfuld slutrunde. Begge eksperter fremhæver blandt andet det mentale aspekt som et punkt, hvor Danmark historisk set har været besværet.

Bent Nyegaard:

- Sammenlignet med de allerstørste nationer, mangler Danmark lidt i forhold til at være et rigtigt vinderhold med kynisme. Hvis Danmark fejler, bliver det ikke spillemæssigt, men mentalt og psykologisk. Vi så en smule af det til bronzekampen mod Kroatien ved EM i 2020, hvor Danmark blev ramt af nerver og presset.

Peter Bruun Jørgensen:

- Statistikken taler desværre imod Danmark desværre. Ved de seneste mange slutrunder har det danske hold været lige ved og næsten. Jeg husker mange kvartfinaler ved slutrunder, hvor det har været det ikke er lykkes at gå videre. Det er ikke altid, det danske hold har kunnet stå for presset, når det virkelig er spidset til. Men jeg håber og tror på, det bliver anderledes i år, for jeg ved, at den danske lejr virkelig har haft fokus på det.

Danmark første kamp torsdag mod Tunesien, og den spilles klokken 20.30. Se den på TV 2 og TV 2 PLAY.