VM håndbold

Er jeg en jubelidiot?

TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen skriver om sine forventninger til kvindelandsholdet inden åbningskampen ved VM mod Tunesien.

Den 19. december bliver bronzemedaljerne hængt om halsen på de danske spillere her i Granollers - lidt nord for Barcelona.

For første gang siden 2013 vinder et dansk kvindehold en medalje ved en stor slutrunde.

Det er min forudsigelse, inden det danske hold løber på banen mod Tunesien torsdag aften.

Er jeg en jubelidiot? Hvordan kan jeg lave sådan en forudsigelse efter så mange store skuffelser fra det danske kvindelandshold?

Der har været mange magre år for dansk kvindehåndbold på landsholdsplan, siden de Jernhårde Ladies i 90'erne henrykkede den danske befolkning med sprudlende individualister som Anja Andersen og Camilla Andersen i spidsen.

De havde personlighed og et uhørt vindergen, der resulterede i guldmedaljer ved både VM, EM og OL. Siden 2004 er det kun blevet til én medalje til de danske kvinder, der misundelige har måtte se det danske herrelandshold erobre den ene medalje efter den anden.

De store resultater tilbage i tiden har gjort, at selvforståelsen i dansk kvindehåndbold har været, at man tilhørte toppen til hvert mesterskab. Men gang på gang er store forventninger blevet afløst af kæmpe skuffelser.

Har presset været for stort, eller har Danmark ikke haft kvaliteterne?

Jeg tror, det er en kombination. Tidligere tiders store resultater har ligget som skygge over generationerne efter guldalderen.

Presset har været for stort, og holdets og spillernes niveau har ikke været det samme. Danmark har manglet spillere i absolut verdensklasse.

Hvorfor har jeg så stor tiltro til dansk succes denne gang?

Danmark har fået det bedste lodtrækning nogensinde. Frem mod semifinalen undgår Danmark de seks bedste hold fra sommerens OL. Man tror, det er løgn, men den er god nok.

Et andet argument handler om det årstal, vi befinder os i. Det danske hold har efterhånden den helt rigtige alder og rutine.

Mange af de danske spillere bliver til daglig matchet på allerhøjeste niveau i Champions League, hvor de får masser af spilletid og gør det godt. Det gør, at bredden på det danske hold er stor. Jeg forventer, at landstræner Jesper Jensen kommer til at bruge hele sin trup.

Ingen superstjerne - men et kollektiv

Danmark har ingen superstjerner. Ingen Neagu, Reistad og Minko, men holdet har et solidt kollektiv, der virker til at være i harmoni.

Ingen skader og medfølgende afbud lige op til denne slutrunde, som ellers har været en fast forbandelse i mange år.

Danmark har i Sandra Toft og Althea Reinhardt et af de bedste målvogterpar i verden. Foran dem står et solidt og godt organiseret 6-0-forsvar med Line Haugsted i spidsen. Haugsted har udviklet sig til forsvarsspiller i verdensklasse og blev helt fortjent kåret til den bedste forsvarsspiller ved EM i Danmark sidste år.

Kontradelen bliver skarpere og skarpere, og den gode defensiv kaster flere mål af sig.

Angrebsspillet har i perioder været en udfordring for det danske hold. Derfor har Jesper Jensen op til denne turnering hevet et nyt våben ind. 7 mod 6-spillet med Simone Petersen som omdrejningspunktet. Det kan blive den nøgle, Danmark har manglet til i svære perioder at få lirket modstandernes forsvar op.

Jeg tror, det bliver en stor succes med 7 mod 6-spillet. Især fordi Simone Petersen er kold som brøndgraverens røv. Hun har modet i de afgørende situationer.

Netop mod bliver helt afgørende. Modet til at påtage sig rollen som favorit. Modet til at turde gå på mål, tage chancer. Modet til at løbe en kontra, når stillingen er lige kort tid før slutfløjtet. Evnen til ikke at blive lammet og forkrampet af angsten for at tabe.

Jeg er en jubelidiot, men jeg har noget at have min optimisme i. Danmark vinder bronze.

Det bliver en god jul i år.