VM håndbold

Jesper Jensen får Nyegaard til at tænke på Wilbeks gyldne udmelding

Håndboldkvinderne arbejder ikke med en bestemt placering som mål for VM, og spillerne taler helst ikke om målsætningen.

Tænk sig, hvis Danmark kunne gøre det igen!?

Vinde verdensmesterskabet i håndbold, som herrerne gjorde i 2019 og 2021 – og som kvinderne gjorde i 1997.

Den tanke florerer helt sikkert også i VM-lejren, men udadtil taler de ikke om den. Målsætningen er nemlig ikke særligt målbar, fortæller landstræner Jesper Jensen.

- Vi har bare snakket om, at vi skal præstere. Vi synes, vi har gjort det rigtigt godt de seneste 11 måneder. Vi er enormt positive i forhold til det, vi kan – men vi har bare ikke den store anelse om, hvad der er sket med de andre landshold. Jeg går ud fra, de også har været i træningslokalet, siger Jesper Jensen.

Spillerne taler helst heller ikke om en konkret målsætning, som du kan se i indslaget øverst i artiklen. Men det gør TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard gerne.

- Danmark mislykkes, hvis ikke det bliver en semifinaleplads, har Nyegaard slået fast.

Og måske kan det ligefrem lykkes at genvinde VM-titlen.

- Jeg ser et mere modent landshold qua alle de oplevelser, de har haft i det europæiske system. Og så hører jeg en meget optimistisk landstræner, siger Bent Nyegaard.

- Jeg hører ham faktisk så optimistisk, at jeg tænker tilbage på Ulrik Wilbek i 2008. ”Vi går efter guldet,” sagde han dengang. Det siger Jesper Jensen ikke nu, men jeg hører ham sige, at de går benhårdt efter at være med i den sidste weekend. Og det vil altså betyde en kamp om medaljer.

Vild udmelding

Som Nyegaard fremhæver, rakte håndboldherrerne ud efter guldet ved EM i 2008. Og de kom minsandten hjem med det – for første gang i historien og med Jesper Jensen på holdet.

Men herrernes EM i 2008 kan ikke umiddelbart sammenlignes med kvindernes VM i 2021, siger Jesper Jensen.

- Jeg synes, det vil være vildt at melde det ud med den historik, der er. Dengang, det blev meldt ud i 2008, havde vi trods alt fået bronze i 2002, 2004, 2006 og 2007 endda. Der var lidt mere ballast at smide i på det tidspunkt, siger Jesper Jensen.

- Det er ikke fordi, vi føler, vi ikke har niveau til at kunne spille os i en semifinale. Men det er bare svært til VM. Det er lige så svært at komme videre fra mellemrunden, som det er at komme videre fra kvartfinalen.

Ved VM i 2021 har Danmark fået en formidabel lodtrækning – måske den bedste nogensinde. Det betyder, at store nationer som Frankrig og Norge først kan vente i en eventuel semifinale. Men selvom motorvejen mod semifinalen er firesporet, kan der blive trængsel.

- Hvis vi antager, at Frankrig og Norge går videre til kvartfinalen, så er der også en kvart-del, hvor Spanien og Kroatien sandsynligvis går videre. Så er der fire pladser tilbage at spille om, siger Jesper Jensen.

- Danmark, Tyskland, Ungarn, Montenegro, Serbien, Rusland, Sverige. Der er nok at tage af, og der er mange, der siger, de gerne vil i kvartfinalen. Det vil vi også. Vi vil også gerne i semifinalen. Vi drømmer også om at vinde hele lortet, men det er bare svært. Og det er ligegyldigt, hvad vi melder ud, når kampene først starter.