Danmarks nye VM-spiller sov, da landstræneren pludselig ringede
Michala Møller kan få landsholdsdebut, når hun støder til VM-truppen i Spanien.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.
- Michala Møller, 21 år
- Bagspiller for Team Esbjerg
- 0 landskampe – 1 træningssamling
Det kan være nødvendigt med en præsentation, for fredag indkaldte landstræner Jesper Jensen en mulig landsholdsdebutant til VM-truppen.
- Jeg var faktisk gået i seng, da Jesper ringede i aftes. Men jeg blev virkelig, virkelig glad. Og stolt og spændt. Der var mange følelser, fortæller Michala Møller til TV 2 SPORT.
Michala Møller blev udtaget efter midnat, og derfra var det så som så med søvnen. Hun er indkaldt til VM-truppen, efter Mia Rej blev skadet i premierekampen, og Møller træder ind i truppen som den 18. spiller. Derfor bruger Jesper Jensen ikke nogen udskiftning på forstærkningen.
Én oplevelse med landsholdet
Inden den pludselige VM-udtagelse har Michala Møller været udtaget til landsholdet én gang. Det var i sommeren 2021, hvor hun deltog i en reservespækket træningssamling uden kampe på programmet.
- Det var virkelig fedt at få lov til at snuse til det. At blive udtaget til landsholdet er kæmpestort. Det er en drøm for mange håndboldspillere, og det er det også for mig.
Michala Møller skiftede til Team Esbjerg inden denne sæson, hvor hun har fået international erfaring i Champions League.
- Jeg føler, jeg er klar til at komme ned og give den gas for Danmark. Jeg glæder mig sindssygt meget, siger hun.
Rej er stadig en del af truppen
Fredag var der intet nyt om omfanget af Rejs skade. Derfor forbliver hun en del af truppen.
- Det er altid svært at erstatte Rej. Det kan vi ikke én til én, men det vejer for os, at Michala har bevist sig i Champions League i år, sagde Jesper Jensen på fredagens pressemøde.
Derudover delte landstræneren disse tanker om indkaldelsen af Michala Møller.
- Playmaker-delen kan vi udfylde med Simone (Petersen) og Kristina (Jørgensen), og så er der syv-mod-seks-delen, hvor Michala gennem sit samspil med Simone sidste år i Herning-Ikast kender hinanden rigtigt godt.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.