En skandale, siger eksperter om VM-forhold

Temperaturen i VM-arenaen i Granollers er under al kritik, mener eksperter.

Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.

Når de spæner frem og tilbage på banen er alt, som det plejer.

Men ude på bænken er de danske spillere pakket ind i trøjer og håndklæder for at holde varmen. Selvom Spanien, der er vært for VM, på ingen måde er ramt af isvinter, er temperaturen lav i arenaen i Granollers.

Allerede inden åbningskampen blev det italesat på det danske landshold, og selvom det efter sigende er blevet varmere i arenaen i Granollers, er det stadig langt fra godt nok.

Det mener TV 2 SPORTs håndboldekspert på stedet.

- Det er en skandale, for det er ikke godt for spillerne, siger Bent Nyegaard.

- Man skal forsøge at holde sig varm som spiller ude på bænken, og så kommer man ind i sådan en kulde. Jeg synes, det er under al kritik, at der ikke er varmere, siger Lærke Møller.

"Ikke ret sjovt"

Danskerne er selvsagt vant til kulden fra vinterhalvåret i Danmark, og det spillede da heller ingen rolle, da Tunesien blev kørt over med 34-16 i åbningskampen torsdag.

- Der er meget koldt. Det er faktisk ikke ret sjovt, men det tager vi med i tasken, og så bliver det ikke en ting, der skal påvirke os, siger den rutinerede fløjspiller Trine Østergaard til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, det er blevet meget bedre. Til træning var det næsten ikke til at holde til, men i dag (torsdag, red.) kan vi trods alt få en god opvarmning og få noget varme i kroppen. Så det er mere et problem med at holde varmen i kroppen, når man kommer ud at sidde på bænken. Det skal vi bare vænne os til og være gode til at få ekstra gang i kroppen, når vi lige har siddet på bænken i nogle minutter.

Isbad efter sejren

Og som om arenaen ikke er kold nok:

Fløjkollegaen Lærke Nolsøe fortæller, at en del af rutinen efter kampene er et isbad. Sådan et slap spillerne altså ikke for efter sejren over Tunesien.

- Når vi lige har været i isbad, som er en del af vores after match-protokol, så er det en lille smule koldt, siger Nolsøe.

- Men vi prøver at pakke os ind, når vi sidder ude. Det var ikke noget, jeg løb og tænkte på, mens jeg spillede, men det blev da koldt.

Danmark har kampfri fredag, før det lørdag gælder Congo.

Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.