Håndbold

TTH-træner sygemeldt på ubestemt tid: - Han har brug for ro

Assistenten overtager ansvaret for holdet, der har haft et svært efterår plaget af skader.

Symptomer på stress sender nu TTH Holstebro-træner Søren Hansen i sygesengen på ubestemt tid.

Det meddeler TTH Holstebro fredag morgen.

- For at tage størst muligt hensyn til Søren er det vigtigt, at han nu får helt ro på hverdagen. Sammen arbejder vi allerede på at få Søren tilbage som cheftræner i en stærkere udgave, og vi bruger den tid på det, der skal til, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Sygemeldingen betyder, at Søren Hansen hverken deltager i træning eller kamp i Holstebro, hvor assistenttræneren Claus Uhrenholdt midlertidigt overtager cheftrænerrollen med den tidligere ligatræner Kurt Nielsen, klubbens talentansvarlige Anders Høj og den tidligere ligamålmand Rasmus Lund som sine assistenter.

- Det er rigtig godt, at TTH Holstebro tager det seriøst, at Søren Hansen har de her symptomer. Det er jeg glad for. Og så er TTH - heldigvis for dem - godt stillede ved, at de har en erfaren ligatræner som Claus Uhrenholdt siddende på bænken i forvejen, så han nu kan vikariere, lyder vurderingen fra TV 2s ekspert Bent Nyegaard.

TTH Holstebro har haft et svært efterår i herreligaen plaget af mange skader på flere stamspillere, og holdet er lige nu blot nummer otte. Derfor har klubben også netop revurderet sin målsætning for denne sæson. Hvor klubben før sæsonen gik efter at være med i toppen af herreligaen, handler det lige nu kun om at blive blandt de otte hold, der kommer med i slutspillet.

- Sæsonens kampe har indtil nu vist, at vi ikke er dér, hvor vi gerne vil være, og vi har ikke opnået de sejre og point, som vi gerne vil, forklarer TTH-direktør John Mikkelsen.

Ifølge TTH Holstebro har cheftræner Søren Hansen lige nu brug for ro og stiller derfor ikke op til interviews om sin sygemelding.