Alle taler om den lave temperatur i Danmarks VM-arena – så nu har vi målt den
De spanske arrangører har forsøgt at hæve temperaturen i hallen i Granollers, men den er stadig under IHFs krav.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.
Eksperter har kaldt det en skandale, og de danske VM-spillere har fortalt, hvordan det gør ondt at trække vejret dybt, fordi det er så koldt i VM-hallen Palau d'Esports i Granollers.
Men hvor koldt er det egentlig?
TV 2s udsendte gik fredag en tur i et lokalt supermarked og købte et godt gammeldags termometer, som vi efterfølgende placerede ved kommentatorpladserne i hallen få meter fra banen. Da vi aflæste det klokken 22 efter fredagens sene opgør mellem Slovenien og Montenegro, var der 16 grader i den gamle arena fra 1991.
Ifølge det internationale håndboldforbunds egne regler er kravet til de spanske arrangører, at der skal være mellem 18 og 23 grader i hallerne.
Der er ikke blevet lavet temperaturmålinger de første dage i arenaen, men umiddelbart var fornemmelsen i hallen fredag aften, at det er lykkedes arrangørerne at få temperaturen højere op, end den var under Danmarks første kamp torsdag aften.
Allerede efter Danmarks første træning i arenaen onsdag gjorde den danske VM-lejr IHF opmærksom på, at temperaturen i hallen var kritisabel.
- Jeg bryder mig ikke om ordet klage, men vi har været i dialog siden den første dag, hvor vi oplevede til træning, at der var koldt, siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen til TV 2 SPORT.
- Jeg ved, IHF har været opmærksom på det. De har sagt, der ville blive varmere til kampene. Det var der også i går – til den første kamp. Det blev koldere i løbet af aftenen, og det var gevaldigt koldt til sidst. Det er IHF opmærksom på, og vores samarbejde er fint, mener sportschefen.
"Vi skal have fundet en løsning"
IHF's øverste ansvarlige for VM-turneringen, danske Per Bertelsen, erkender da også, at forholdene ikke er tilfredsstillende.
- Vi kigger på temperaturforholdene i hallen sammen om OC (de lokale arrangører, red.). Der var et møde i går (torsdag, red.) , og der er opfølgende møde igen i dag (fredag, red.) klokken 11, fortalte Per Bertelsen til TV 2 SPORT fredag formiddag.
- Min mand (fra IHF, red.) deroppe siger, at når man sidder længe i hallen, er det koldt, så vi skal have fundet en løsning, erkendte Per Bertelsen, der også selv er i Spanien og er rundt i de forskellige arenaer under turneringen.
Fredag aften var problemerne i Granollers dog altså endnu ikke helt løst, da TV 2 kunne måle 16 grader i arenaen. Og kulden har betydning under kampene, mener den danske VM-lejr.
- Man får ikke den der naturlige varme i kroppen, og når man så får den, så går der ét minut, hvor du står stille, så bliver du afkølet, og sveden bliver kold. Det føles ikke lige så behageligt, forklarer assistenttræner Lars Jørgensen.
- Så vi er opmærksomme på, at vi skal sørge for at pakke os lidt bedre ind. Normalt ville vi bare have shorts på, når vi løber på banen, men nu har vi langbukser på. Og når vi sidder på bænken, skal der være nogle flere håndklæder og varme sig med, for det er koldt at sidde stille, siger assistenten.
Danmarks næste VM-kamp er lørdag aften mod Congo.