Danmark snydt – IHF åbner sag

Den øverst ansvarlige for VM oplyser til TV 2 SPORT, at de behandler en sag vedrørende kampen.

Der var aldrig for alvor spænding om udfaldet, da Danmark åbnede VM i kvindehåndbold mod Tunesien torsdag aften. Og det er nok meget heldigt.

For da Mie Højlund kæmpede sig igennem Tunesiens forsvar og scorede Danmarks 24. mål, blev danskerne ikke noteret for scoringen.

Det kan TV 2 SPORT slå fast efter at have gennemset hele kampen. Dermed burde Danmark have vundet kampen med 35-16 og ikke 34-16.

Vi har gjort IHF opmærksom på fejlen og sagt, at vi ikke vil gøre mere ved det

Morten Henriksen, sportschef i DHF

I kamprapporten bliver Mie Højlund heller ikke tilskrevet sin scoring efter 43 minutter og 12 sekunder. Hun scorede fire mål i kampen, men står kun noteret for tre.

TV 2 SPORT skrev i fredagens liveblog, at Danmark ikke var blevet snydt for et mål mod Tunesien. Men en fintælling viser, at vi tog fejl.

Rod og forvirring

  • Efter 39 minutter og 4 sekunder scorer Tunesien til 20-10. Dommeren godkender målet.
  • Under et angreb ved minuttal 41:24 fjernes der pludselig et mål fra Tunesien, så det står 22-9
  • Da Mie Højlund så scorer efter 43 minutter og 12 sekunder, bliver det mål givet tilbage til Tunesien, så de igen er oppe på 10 mål. Men Danmarks mål bliver glemt, så stillingen er 23-10 i stedet for 24-10.
  • Efter 45 minutter og 42 sekunder bliver der rettet op på sagerne, så Danmark får sit manglende mål. Herfra står det 25-10, som er den korrekte score, lige indtil en timeout ved 46:34, hvor Danmark får fratrukket en scoring. Denne fejl bliver stående i resten af kampen.

Holdenes målscore bliver brugt som tiebreaker, hvis indbyrdes kampe ikke kan skille holdene fra hinanden.

DHF har gjort IHF opmærksom på fejlen

Dansk Håndbold Forbund er bekendt med situationen.

- Vi var ikke opmærksomme på det under kampen, men efterfølgende gjorde vores egne folk mig opmærksom på det. Vi har gjort IHF opmærksom på fejlen og sagt, at vi ikke vil gøre mere ved det, men vi synes, de skulle vide det. IHF har meddelt os, at de godt kan se, der er sket en fejl, og de har så valgt at åbne en sag, siger sportschef Morten Henriksen, der endnu ikke har fået besked om sagens afgørelse, til TV 2 SPORT.

TV 2 SPORT har været i kontakt med den øverst ansvarlige for turneringen, Per Bertelsen. Han bekræfter, at det internationale håndboldforbund (IHF) lige nu behandler en sag vedrørende kampen mellem Danmark og Tunesien. Han ønsker ikke at kommentere yderlige på sagen, da han ikke selv er involveret i processen, fordi han er dansker.

Danmark møder Congo lørdag 20.30.