Gigantiske sejre efterlader stjerner med blandede følelser
Kun i én af fredagens otte VM-kampe var der under ti måls forskel på holdene.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.
Otte fredagskampe og en samlet sejr på 309-136 til vinderne.
Det vidner om en gigantisk forskel på de gode og de… lad os kalde dem mindre gode VM-nationer. Og det efterlader håndboldens etablerede stjerner med blandede tanker om VM-udvidelsen.
Linn Blohm, Sverige: - Det er godt, at håndbolden bliver større i hele verden. Men det er lidt svært for os, der spiller de her kampe.
Tess Wester, Holland: - Jeg har ikke den store mening om det, for jeg kan ikke beslutte noget. Men jeg synes, vi skal tænke over, at vi gerne vil vise noget godt håndbold. Og jeg er ikke sikker på, vi viser det bedste håndbold mod hold som Puerto Rico og Uzbekistan.
Stine Oftedal, Norge: - Der har været meget snak om niveau og udvidelsen af VM. Og hvis vi bare skal se på niveauet, så er det nok en bedre indgang til et mesterskab at møde sværere modstand. Men det er også hyggeligt, at vi skal spille mod Iran i morgen, og at der er hold fra nationer i hele verden.
Ucharmerende
VM 2021 er den første kvindeslutrunde med 32 deltagere, og derfor er der blevet plads til flere nationer, vi ikke normalt placerer i forbindelse med håndbold.
Fredag stillede Puerto Rico, Iran og Uzbekistan eksempelvis op i nederlag så store, at det næsten bliver ligegyldigt.
- Jeg synes, det er ærgerligt. Vi vil jo gerne se kampe, hvor der er noget på spil, siger TV 2 SPORTs VM-ekspert Sofie Bæk, der til daglig spiller i Silkeborg-Voel.
- Der er rigtigt mange kampe, der er givet på forhånd, og det synes jeg er ucharmerende.
Lørdag buldrer VM-turneringen videre med Danmark på programmet. Klokken 20.30 vender Congo i den anden gruppekamp.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.