VM håndbold

Lagde du mærke til det? Derfor har Danmark ændret timeout-rutine

Kvindelandsholdet har fået nye rutiner under timeouts i et håb om at optimere spillernes restitution yderligere.

I moderne idræt ser man hele tiden nye tiltag, der skal optimere atleternes indsats.

Der bliver gjort alt for at hente få procenter på modstanderne, og nu har det danske kvindelandshold søsat et nyt initiativ af selvsamme årsag.

Et initiativ, der lyder på, at spillerne, der er inde på banen under en kamp, sætter sig ned under timeouten, mens de spillere, der sidder på bænken, rejser sig op. Og hvorfor så det? Det forklarer landsholdets fysiske træner, Line Hovgaard.

- Der er mange facetter i det. Vi kan hente en lille smule restitution til spillerne. Vi kan faktisk hente næsten seks minutter per kamp, hvor spillerne kommer ned at sidde. Det er værd at tage med i forhold til, at spillerne har stået meget under kampen, siger hun til TV 2 SPORT.

Der er seks timeouts af ét minuts varighed under en håndboldkamp. såfremt de alle sammen bliver kaldt. Og det er her, landsholdet vil forsøge at give spillerne lidt ekstra restitution.

- Det var vores fysiske stab, der spurgte, om vi ikke lige så godt kunne tage de procenter med. Vi vender rigtig mange sten på det her hold i forhold til at gøre så meget for at blive de bedste til alt. Og for at blive de bedste på håndboldbanen skal vi prøve at vende så mange sten som muligt.

- En af tingene er nedtakt efter kampene. After match-protokoller, mad, kost. Det er alt. Nu prøver vi også at se, om vi kan få det, der eventuelt kan være seks gange ét minuts pause til at sidde ned i stedet for at stå op, siger landstræner Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

Draget inspiration fra basketball

Landsholdets fysiske træner følger også med i mange andre sportsgrene. Og det er i den forbindelse, at det nye tiltag blev født.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg kigger mod andre idrætter og er blevet udfordret i forhold til, hvordan man gør i basketball. Vi bliver inspirerede af andre idrætter, og kan vi hente bare en lille fornemmelse af, at spillerne føler sig mere friske, er det en succes.

Spillerne viste den nye rutine frem i forbindelse med kampen mod Tunesien, men det blev allerede søsat i optaktskampene.

Derfor er det også for tidligt allerede nu at drage konklusioner om, hvorvidt det virker.

- Vi har gjort det i et par kampe nu, og det er egentlig bare, så vi kan spare på energien og ressourcerne videre hen i turneringen. Det er noget nyt, vi prøver, og så må vi se, om det giver os nogle ekstra procenter, siger landsholdsspiller Trine Østergaard til TV 2 SPORT.

Du kommer helt sikkert til at lægge mærke til den nye rutine lørdag aften, hvor Danmark klokken 20.30 møder Congo.