VM i håndbold 2023

Det er en hån mod håndbolden

I denne klumme skriver TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen om udvidelsen af VM.

Verdensmesterskaberne. Hvilket lækkert ord. Verdensmesterskaberne. Smag lige på det.

FN siger, at vi er 195 lande på denne klode. Tænk, hvis man en dag kan sige, at ens land er det bedste af alle til lige præcis én ting.

32 af dem duellerer i disse dage her i Spanien om hæderen, æren, titlen og stoltheden i kvindehåndbold.

Indtil nu er der imidlertid ingen hæder, ære eller stolthed over dette mesterskab.

Udvidelsen fra 24 til 32 hold gør intet godt for kvindehåndbolden. I dag begynder mesterskabernes femte dag. Meget få kampe har været afgjort med under ti måls forskel. Resten har ikke haft meget med elitesport at gøre.

Skurken er selvfølgelig gode, gamle, selvdestruktive IHF. Det Internationale Håndbold Forbund og dets diktatorpræsident Hassan Mustafa.

Tanken bag udvidelsen er reel nok: Flere lande skal smage mesterskabets storhed og gøre sporten interessant i lande, der normalt ikke vil gå op i kvindehåndbold.

Først og fremmest: Jeg tror ikke i et sekund på IHF’s fine intentioner. Udvidelsen handler igen om Hassan Moustafas løfter til håndbold-ulande. Løfter, der igen og igen skaffer ham de små håndboldlandes stemmer og gør ham til præsident for IHF lige så længe, at det passer ham.

Jeg ville så gerne tro på Hassan Moustafa, men han har aldrig gjort sig fortjent til tilliden. Hvis Hassan Moustafa elskede håndbold og ville den det bedste, så var han stoppet for længst. Men egypteren bliver ved. For nylig blev han igen valgt til embedet uden modkandidater. Den civiliserede del af håndboldverdenen må erkende, at den 77-årige præsident sidder på magten til den dag, at han skal herfra. Indtil det sker, vil de færreste tro på IHF’s intentioner om noget som helst.

For lige at trække kvindehåndbolden yderligere ned i niveau spilles kampene for tiden nærmest uden tilskuere i slidte, kolde haller

Dan Philipsen, håndboldredaktør på TV 2 SPORT

Selvfølgelig skal håndbolden udvikles og udvides. Men det er forfejlet, at det skal gå ud over de bedste. Og ja, gå ud over selve produktet. I stedet kunne man genindføre B-VM, hvor de næstbedste spiller om VM for håndboldens udviklingslande. Fra B-VM kunne man så – ligesom i gamle dage – kvalificere sig til A-VM.

Det kommer dog aldrig til at ske. IHF ville aldrig kunne tjene penge på et B-VM. Og således dør Hassan Moustafas interesse for idéen.

Det er en hån mod håndbolden, at vi i disse dage skal opleve 55-15 og 39-11 kampe. Og ja, det er da sødt og hyggeligt med historien om den lille ny i håndboldfamilien, men dette er VM for dælen da. Det er elitesport. Det er kvindehåndboldens vigtigste vindue. Og lige nu keder man sig bravt, hvis man kigger ind af det. Som at gå til bankospil uden gevinster eller koncert uden lyd.

I næste uge er det heldigvis overstået, så mesterskaberne kan komme i gang. Men strukturen gør, at der også i mellemrunden vil være sportslige parringer, der hører hjemme i Pondus Cup for miniputter i Sdr. Bjert Hallen.

For lige at trække kvindehåndbolden yderligere ned i niveau spilles kampene for tiden nærmest uden tilskuere i slidte, kolde haller i det ellers fine, fine håndboldland Spanien.

Jeg oplever bedre og bedre spillere på mange af holdene. Der popper nye, spændende klassespillere op. Se bare på Sloveniens spændende mandskab, eksempelvis.

Der er mange vidunderlige håndboldspillere samlet her i Spanien. Jeg glæder mig til, at de får lov at møde hinanden.