VM håndbold

Hylder VM-dansker: - Hun har en gave, som man ikke bare kan træne

Lars Jørgensen, der er assistenttræner for det danske landshold, roser Line Haugsted for blandt andet hendes forudseenhed i forsvarsspillet.

Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.

Der er ting, man kan træne sig til, og så er der ting, som man fra naturens side har en speciel evne til at mestre.

For den danske landsholdsspiller Line Haugsted gælder det blandt andet dele af forsvarsspillet, som hun ifølge den assisterende landstræner Lars Jørgensen har et særligt talent for.

- Den her måde, man ser modstanderen på, og at man er i stand til at se de kommende bevægelser - der, synes jeg, hun har en gave, som man ikke bare sådan lige kan træne. Det er noget, man har, eller i hvert fald skal bruge rigtig lang tid på at lære, siger han til TV 2 SPORT.

Lars Jørgensen var i sin tid forsvarskrumtap på det danske herrelandshold.

Haugsted har en særlig rolle som "forsvarsspecialist" på landsholdet. Her er hun en del af den stærke midterakse i defensiven, mens hun offensivt kun deltager i kontrafasen.

Hendes store rolle i forsvaret skyldes - udover den gode forudseenhed - også hendes fysiske evner.

Det forklarer Lars Jørgensen:

- Hendes placering er god, hun er god til at stjæle bolde, og hun er god til at forudse, hvor de dribler hen. Når de laver en bevægelse, er hun god til at kompensere for dem med hendes egne bevægelser.

"Jeg tror bare, det er kommet til mig"

Line Haugsted selv har svært ved at sætte ord på, hvorfor lige netop hun har så stor succes med det forsvarsmæssige arbejde.

Hun kommer dog ligesom Lars Jørgensen frem til, at dele af hendes forsvarsspil handler om ting, der er svære selv at træne.

- Jeg tror bare, at jeg generelt stritter meget med fingrene i mit forsvarsspil, og så har jeg bare lange arme og store hænder, som fylder meget - måske mere, end man regner med. Tit, når de forsøger at spille udenom, siger de "årh, forhelvede, nu kom den arm ind igen".

- Men jeg ved ikke, hvordan man træner det. Det er ikke noget, jeg har tænkt over. Jeg tror bare, det er kommet til mig, siger hun.

Indtil videre har Line Haugsted været i aktion i begge Danmarks VM-kampe, hvor det er endt med sejre over både Tunesien og Congo.

Danmark spiller igen mandag. Her gælder det Sydkorea og en kamp om gruppens førsteplads. Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 20.25.

27-årige Line Haugsted spiller til dagligt i Viborg HK.