VM håndbold

Miniput i tårer og ekstatisk jubel efter overraskelse i Danmarks gruppe

For første gang nogensinde har Congo spillet sig videre fra det indledende gruppespil ved et VM.

For første gang i 12 år er Congo med til VM.

Nu skal de spille mellemrunde. For efter to klare nederlag til Danmark og Sydkorea lykkedes det mandag aften congoleserne at udspille Tunesien i det, der var et direkte opgør om tredjepladsen i det indledende gruppespil.

Det er første gang nogensinde, at Congo spiller sig videre til mellemrunden, og den præstation fik congoleserne til at bryde ud i ekstatisk jubel i Palau d'Esports De Granollers.

- Jeg har ingen ord. Da jeg stod op i morges, havde jeg ikke nogen god fornemmelse, men vi beviste, hvad vi er i stand til på banen. Vi beviste, at vi er et rigtigt hold. Vi kæmpede fra første til sidste minut. Jeg er så stolt. Det havde jeg ikke forventet, men nu er jeg så stolt, siger Sharon Lea Dorson og tilføjer:

- Vi har skrevet historie. Jeg er så glad. Jeg vil bare fejre det nu. Jeg er virkelig, virkelig glad.

På forhånd var Congo ikke spået mange chancer i mandagens kamp. Bookmakerne havde Tunesien som klare favoritter, og da de to hold i sommer mødte hinanden i bronzekampen ved de afrikanske mesterskaber, vandt Tunesien med fem mål.

Men da opgøret blev fløjtet i gang, var det tydeligt, at de rødklædte congolesere var opsat på at levere overraskelsen, mens Tunesien på ingen måde lignede et hold, der spillede for en plads videre til mellemrunden.

Dominerede kampen fra start

Congo kom flyvende fra start og bragte sig hurtigt foran med både tre og fire mål. Forspringet blev kun større, og da de første 30 minutter var spillet, var congoleserne foran med 18-9.

Heller ikke efter pausen formåede tuneserne at true Congo, der takket være en stor fysik og effektivt angrebsspil formåede at holde et komfortabelt forspring.

Congo vandt kampen 33-24, og det historiske resultat var ikke til at tage fejl af. Ellevilde congolesere stormede ud på halgulvet og fejrede sejren med store kram, dans og glædestårer.

Dermed bliver det Congo, der følger med Danmark og Sydkorea over i mellemrunden. Her skal de møde Tyskland, Ungarn og Tjekkiet, der blev de tre bedste hold i Gruppe E.

Congoleserne tager ingen point med videre, så chancerne for et avancement til kvartfinalen må betragtes som meget små.