Norsk landstræner har fået nok af VM-debat
Meningerne er mange, når snakken falder på udvidelsen af VM. Men snakken bør forstumme nu, lyder det fra Norge.
Hvad laver hold som Iran, Uzbekistan og Kazakhstan ved et VM i håndbold?
Det har været heftigt diskuteret under den igangværende slutrunde i Spanien efter udvidelsen fra 24 til 32 hold. Men den snak bør slutte nu, mener den norske landstræner Thorir Hergeirsson.
- Det er vigtigt at lukke diskussionen og ikke snakke om, hvem der er gode nok, og hvem der ikke er. Og at det slider på de gode hold at møde de mindre gode.
- Vi må lægge debatten væk og vise os som ydmyge mennesker. Vi må tænke større end os selv, for vi er kun en lillebitte nål i en høstak, siger den norske landstræner ifølge TV 2 Norge.
Hergeirsson og Norge havde søndag en god oplevelse med et af de mindre gode hold. Selvom de slog Iran med 41-9, blev den iranske målvogter nemlig kåret til kampens spiller. Det rørte både med- og modspillere.
IHF forsvarer sig
Trods det norske landsholds positive opfattelse, har flere spillere og eksperter sat spørgsmålstegn ved, hvad de mindre nationer laver VM.
- Det udvander det produkt, som jeg – og rigtig mange andre – godt kan lide: Gode og tætte kampe. Det har vi ikke fået her i starten af turneringen, så det bliver en smule kedeligt, siger Peter Bruun Jørgensen, der er håndboldekspert på TV 2 SPORT.
Den kritik har IHF svaret tilbage på med argumentet om, at håndbolden skal udbredes, og alle nationer skal starte et sted.
- Det er meget vigtigt, at vi hjælper og støtter vores håndboldfamilie verden over med at udvikle sig og hjælper med at promovere håndbold i alle tænkelige måder. Det er vores opgave som internationalt håndboldforbund.
- Alle hold starter i det små og vokser sig store. Det giver dem en chance for at bygge noget op, mens de møder stærke hold, siger IHF præsident, Hassan Moustafa.
"En hånd mod håndbolden"
TV 2 SPORTs håndboldredaktør, Dan Philipsen, er langt fra enig.
- Udvidelsen fra 24 til 32 hold gør intet godt for kvindehåndbolden. Meget få kampe har været afgjort med under ti måls forskel. Resten har ikke haft meget med elitesport at gøre.
- Skurken er selvfølgelig gode, gamle, selvdestruktive IHF. Det Internationale Håndbold Forbund og dets diktatorpræsident Hassan Mustafa.
- Udvidelsen handler igen om Hassan Moustafas løfter til håndbold-ulande. Løfter, der igen og igen skaffer ham de små håndboldlandes stemmer og gør ham til præsident for IHF lige så længe, at det passer ham, skriver han i en klumme.
"Det drejer sig om mere end håndbold"
Men det er tilsyneladende ikke noget, de mange aktører bliver enige om.
I hvert fald tror den norske stregspiller Vilde Mortensen Ingstad på, at kampe som Iran mod Norge kan gavne i det større billede. Særligt, når det ender med den rørende kåring af Irans målvogter som kampens spiller.
- Det var simpelthen så flot og rørende. Glæden, hun og holdkammeraterne viste, var så flot at se. Man tænkte bare, at det her er mere end håndbold. Det viser, hvad sport kan, hvor inkluderende den er, og hvor meget glæde det kan skabe.
- Da jeg kom ind i omklædningsrummet bagefter, havde jeg det sådan: ”Wow, det her er noget af det fineste, jeg har oplevet i forbindelse med håndbold.” Jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg skal sige lige nu.
- Det drejer sig om mere end håndbold, og hvis vi vil have håndbold til at blive en verdenssport, så skal alle med. Sådan er det, lyder det fra Ingstad.
Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.