VM håndbold

- Nu er det slut med rotation, siger Jesper Jensen

Den danske håndboldlandstræner regner ikke med at skifte så meget ud i de kommende kampe, som han har gjort indtil videre ved VM.

Når modstanden ikke er voldsom, er der plads til at eksperimentere, og det har Jesper Jensen gjort.

I de to første VM-kampe mod Tunesien og Congo har landstræneren flittigt skiftet mellem sine spillere og forsøgt sig med forskellige taktiske ændringer undervejs i kampene.

Den store udskiftning har blandt andet ført til, at samtlige danske markspillere kom på måltavlen i Danmarks åbningskamp.

Yderst positivt - men nu må det være nok.

- Det slutter nu. Nu er det all in. Hvis der er noget, der virker, tværer vi nok lidt mere rundt i det, end vi har gjort indtil nu, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

- Efter fem minutter af kampene mod Tunesien og Congo har vi vidst, at vi nok skulle køre den hjem, og så handler det om at spare kræfter. Dem skal vi forhåbentlig bruge henne i kamp ni, hvis vi kommer dertil.

Er ret fortrøstningsfuld

Selvom Danmark har sparet flere af profilerne i store dele af de første to VM-kampe, er det gået godt.

Begge kampe har kastet sikre sejre af sig, hvilket dog også var forventet mod to nationer, der på papiret også skulle være niveauer under Danmark.

Men selvom modstanden måske ikke har været fra allerøverste hylde, har landstræneren fået indikationer på, at Danmark har ramt formen.

- Jeg har en meget, meget stor tro på, at vi er det rigtige sted. Når vi møder Congo og Tunesien og gør mange gode ting, er det relativt nemt at sætte den et gear ned, men det synes jeg ikke, vi har gjort.

- Vi præsterer på et højt niveau, og det har været nok til at vinde klart. Jeg tror, vores præstationer har været gode, og så må vi se, hvordan det virker mod de bedste. Men jeg er ret fortrøstningsfuld, siger han.

Mandag får de formentlig en smule mere modstand. Her skal de i kamp mod Sydkorea om førstepladsen i gruppen.

Det er klokken 20.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.