Russisk landstræner bad Trefilov om at blive væk fra VM

Ruslands nuværende landstræner har ikke ønsket tilstedeværelsen af karismatiske Jevgenij Trefilov ved VM i Spanien.

Se VM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.

Han har fire VM-guldmedaljer hængende hjemme på væggen, ligesom han for mange er synonym med det russiske kvindelandshold.

Alligevel har den 66-årige tidligere landstræner Jevgenij Trefilov fået strenge ordre om at blive hjemme under den igangværende VM-slutrunde i Spanien.

Ifølge Sergei Shishkarev, der er præsident for det russiske håndboldforbund, skyldes det, at landets nuværende træner, Lyudmila Bodnieva, ikke ønsker Trefilovs tilstedeværelse ved slutrunden.

- Landsholdet har en ny træner nu, og hun respekterer Trefilov meget, men hun har bedt om uafhængighed i sit arbejde, siger præsident Sergei Shishkarev ifølge mediet Tass.

- Trefilov deltager i landsholdets arbejde, og han følger tuneringen. Vi er kontakt med ham og diskuterer kampene hver dag, men han bliver hjemme. Jeg er fuldstændig tilfreds med arbejdet i vores trænerteam, der har et fantastisk miljø, tilføjer præsidenten.

Var med under OL i Tokyo

Jevgenij Trefilov har stort set været en aktiv del af det russiske kvindelandshold siden 1999, hvor han for første gang blev russisk landstræner. Siden har den karakteristiske træner i forskellige roller været en del af det russiske landshold, hvor han undervejs har opnået store meritter.

Men de senere år har Trefilov døjet med helbredsmæssige problemer, hvorfor han ikke længere er træner. I stedet har han de seneste år arbejdet som vicepræsident for det russiske håndboldforbund, hvor han sideløbende også har haft en rolle som konsulent for landsholdet.

Både under VM i 2019 og OL i Tokyo var Trefilov afsted med det russiske landshold som vicepræsident, men her han har altså fyldt så meget, at den nuværende træner Lyudmila Bodnieva ikke ønsker hans tilstedeværelse ved VM.

Lyudmila Bodnieva blev ansat som russisk landstræner i september 2021, og hun har tidligere opnået stor hæder som russisk landsholdsspiller - med Trefilov som træner.

Rusland har fået en fin indledning på slutrunden, hvor det er blevet til to sejre i to kampe.

Den sejrsvante håndboldnation stiller ikke op til VM under navnet "Rusland", men som "Det russiske håndboldforbund". Det skyldes, at Rusland er blevet udelukket fra internationale sportsbegivenheder for at manipulere med dopingdata.