VM håndbold

- Svært at styre sine følelser, siger vred svensk målmand

Den svenske VM-keeper Martina Thörn var ked af det og i dårligt humør efter storsejren over Puerto Rico.

Når man har haft hjernerystelser flere gange og tidligere har siddet ude i otte måneder, er det sidste, man ønsker at få en hård harpikskugle i hovedet.

Og det var netop det, der skete for Sveriges målvogter Martina Thörn i slutningen af VM-kampen mod Puerto Rico. Her blev hun ramt lige i hovedet fra tæt hold for anden gang i kampen. Og så blev hun sur, irriteret og ked af det.

Da kampen var slut, og Sverige havde vundet 48-10, sad den 30-årige keeper på bænken med tårer i øjnene.

- Det er svært at styre sine følelser, når man får et skud i hovedet. Jeg har en forhistorie med hjernerystelser. Det andet skud føltes bare unødvendigt og ramte også mere i midten af ​​hovedet. Jeg har svært ved at huske, hvordan jeg reagerede, andet end at jeg blev irriteret og vred, siger hun til Aftonbladet.

Spilleren med afslutningen, Joane Vergara, skyndte sig at undskylde.

Skal undersøges for hjernerystelse

Mandag morgen skal den svenske målvogter undersøges for hjernerystelse, oplyser hun.

- Jeg er ikke bange lige nu og føler mig ret rolig. Men minderne sidder i kroppen, og de kommer frem, når det sker, og det er svært at kontrollere. Derfor var jeg ked af det, siger hun.

Martina Thörn danner til daglig målvogterduo med Althea Reinhardt i Odense Håndbold.

I 2018, da hun spillede for Randers HK, sad hun på sidelinjen i 8 måneder efter en alvorlig hjernerystelse efter en afslutning i hovedet.