VM håndbold

Danmarks specielle tiltag blev født under nedlukning: - Giver enormt meget

De danske landsholdsprofiler Kristina Jørgensen og Mette Tranborg bifalder de særlige opvarmningsøvelser, som Danmark arbejder med til VM.

Det er formentlig de færreste, der husker tilbage på de seneste års nedlukninger af samfundet som noget positivt.

Men det siges, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

Det kan godt være ubehageligt at skulle starte med

Line Hovgaard

Et ordsprog, som Team Danmarks sportsfysiolog Line Hovgaard kan bakke op om. For da coronavirussen gjorde sit indtræf, og almindelig håndboldtræning blev sat på standby, brugte hun, sammen med sin kæreste, tiden på at opfinde en ny form for opvarmning, der har fået navnet Handball Fundamentals.

- Vi vil gerne opnå boldsikkerhed og det at blive bedre til at håndtere bolden og blive bedre til at kunne drible samtidig med, at man kigger op, siger Line Hovgaard, der under VM er fysisk træner for det danske kvindelandshold.

En af øvelserne går ud på, at spillerne dribler rundt på banen uden at have øjnene direkte rettet mod bolden. En anden handler om, at spillerne i den ene hånd dribler med en håndbold, mens de i den anden hånd har en tennisbold, som de skal kaste op i luften og gribe den igen.

- Man øver, at man faktisk har sit blik på bolden, samtidig med, at man kigger andre steder hen. Det betyder, at man kan gøre mange ting samtidig. Man kan for eksempel kigge på sin modspiller og samtidig aflevere til en medspiller, forklarer Hovgaard.

Under VM i Spanien gør det danske kvindelandshold brug af de specielle øvelser som et led i opvarmningen til deres træningspas mellem kampene.

"Det har gjort sindssygt meget"

Line Hovgaard fortæller, at det er noget, som flere af landsholdsspillerne har skullet vænne sig til.

- Jeg synes, de har taget godt imod det. De skal selvfølgelig have en forklaring på, hvorfor de skal rende rundt med en bold og kigge på en tennisbold samtidig. Men de er med på det, og de har mærket nogle af tingene selv også.

- Det kan godt være ubehageligt at skulle starte med, for man er faktisk rigtig dårlig til det i begyndelsen. Det er alle. Piger og drenge. Mænd og kvinder, siger Hovgaard og peger på Mie Højlund som en spiller, der har skullet bruge noget tid på at finde glæden ved det.

Mie Højlund er en af de spillere, der har fået meget ud af Handball Fundamentals. Video: Christopher Roth

Nu har landsholdet arbejdet med Handball Fundamentals i et et års tid, og flere af de danske spillere udtrykker stor begejstring for øvelserne. En af dem er Esbjerg-spilleren Mette Tranborg, der også har brugt det i hverdagen.

- Det har gjort sindssygt meget. Jeg brugte også Handball Fundamentals som en stor del af min genoptræning efter min korsbåndsskade. Den kontakt, jeg har med bolden nu, kendte jeg slet ikke inden min skade.

- Da Line i starten nævnte, at vi skulle finde en kontakt med bolden, tænkte jeg: ”Hvad mener du med det? Det er jo bare en bold”. Men der er virkelig noget med det om at mærke bolden og have en fornemmelse af, hvor den er, uden man kigger på den. Jeg synes, det har givet enormt meget, siger Tranborg.

Kan mærke effekt på banen

Viborg-spilleren Kristina Jørgensen, der også har gavn af Line Hovgaard på klubplan, kan mærke, at øvelserne også har fået betydning for spillet på banen.

- Vi prøver virkelig meget at træne vores boldkontrol, og Line Hovgaard er den, der står for det. Vi varmer op med det inden hver træning. Kæmpe cadeau til hende, der har søsat det og prøver at udvikle os på den måde.

- Før kiggede jeg meget ned, men jeg kan mærke, at når jeg dribler op ad banen, er jeg blevet meget bedre til at kigge op og få overblikket, siger den danske bagspiller.

Line Hovgaard fortæller, at der over en bred kam bliver arbejdet seriøst med Handball Fundamentals på det danske kvindelandshold.

- Jeg kan mærke, de er blevet mere trygge. Jeg skal ikke vurdere, om de er blevet bedre, men jeg kan mærke, at de er blevet mere tryg ved bolden. Det er også noget af det, de selv siger, siger Line Hovgaard.