Jesper Jensens pointe blev bevist, da Danmark fortsatte VM-succesen
De danske håndboldkvinder er tæt på en kvartfinale efter den første VM-sejr over Ungarn siden 1997.
Nogle ting her i livet er bare givet. Jorden er rund, der kommer en ny dag igen i morgen, og en god keeper er halvdelen af et godt håndboldhold.
Og da de danske håndboldkvinder onsdag aften endnu engang vandt en VM-kamp og smadrede Ungarn med 30-19, blev en af landstræner Jesper Jensens pointer fra den anden dag bevist.
I sejren over Sydkorea forleden var det med Sandra Toft i det danske mål i hele kampen, men mod Ungarn viste Althea Reinhardt, at Jesper Jensen har ret, når han fastholder, at Danmark ikke har nogen førstekeeper. Der er ingen alfa-hun i det danske mål. Til gengæld har Danmark to dronninger i håndboldens skak-spil.
18 redninger – heraf 3 på straffekast – en redningsprocent på 50 leverede Reinhardt mod Ungarn og var den største oplevelse i en ellers halvtrist kulisse i Palau d’Esports i Granollers, hvor der igen ikke engang var halvfyldt på tribunerne. Selvfølgelig blev hun også kåret som kampens spiller.
I opgørets begyndelse lignede det ellers ikke, at der ventede endnu en overbevisende VM-sejr for Danmark en times tid senere. Ungarn gav danskerne problemer i det første lille kvarter, og det var en redning af Reinhardt, der gjorde, at Kathrine Heindahl kunne løbe kontra og score danskernes første mål efter næsten seks minutter.
Reinhardt viste klassen igen nogle minutter senere, da hun snuppede et straffekast fra ungarernes stjernefrø Klujber, som var med trods spekulation om en skade op til kampen.
Men det danske spil virkede nervøst i begyndelsen, usikkerheden spredte sig, og Danmark var bagud 4-7 efter 13 minutter.
Jesper Jensen reagerede
Så reagerede Jesper Jensen fra bænken. Louise Burgaard kom på banen, og kort efter havde hun scoret to gange i træk. Heindahl udlignede til 7-7, og derfra så danskerne sig ikke tilbage.
Ungarerne havde det rigtig svært med farten og krydsspillet i det danske angreb, og især Anne Mette Hansen virkede i hopla mod mange af sine holdkammerater fra ungarske Gyor.
Da Danmark samtidig effektivt udnyttede flere overtalsperioder op mod pausen, førte danskerne 15-11 efter de første 30 minutter.
Hvis du havde håbet på spænding i anden halvleg, skulle du nok have slukket dit tv, mens holdene var i omklædningsrummet.
Ungarn var aldrig i nærheden af at true danskerne i anden halvleg, og da Kristina Jørgensen loppede over den ungarske keeper på straffekast til 18-12, var det tydeligt, at nervøsiteten og usikkerheden var væk.
Da Danmark førte 19-14, tog Jesper Jensen offensivt initiativ, sendte slutrundedebutanten Michala Møller på banen og gik over til at spille syv-mod-seks. Danmark øgede sin føring, og for første gang siden 1997 lykkedes det at slå Ungarn til et VM.
Ikke mindst på grund af Althea Reinhardt.
I de sidste minutter snuppede det tredje straffekast fra en ungarer og efterlod ingen tvivl.
Danmark har to keepere i verdensklasse - og et hold, der kan nå rigtig langt ved VM.