3000 euro, dansk pakkeleg og en alternativ VM-menu

TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der er set og sket i hallerne til VM i Spanien.

et var en alt andet end tilfreds Jan Basny, der hoppede rundt på sidelinjen i VM-kampen mellem Danmark og Tjekkiet i sin egenskab af tjekkisk landstræner.

Den 58-årige tjekke i flot, lilla skjorte brokkede sig gentagne gange til og over kampens to dommere fra Algeriet og indkasserede også en advarsel undervejs. Men efter kampen ville han ikke snakke om de to med fløjterne.

- 3.000 euro, sagde Basny bare på engelsk til TV 2 SPORTs reporter, efter han to gange i interviewet havde afvist at kommentere på dommerne. Det kan koste dyrt for en træner at være for åbenmundet, når IHF måske lytter med.

Hørt i Hallen

'Hørt i hallen' er beretninger og skæve observationer fra de forgangne uger i Danmarks og verdens håndboldhaller.

Alle historier er verificeret af TV 2 SPORTs kilder i håndboldmiljøet.

Har du også hørt eller set noget i hallen, som du synes, vi bør vide? Skriv til os på hoertihallen@tv2.dk 

Vi er på vej ind i VM's uge tre og er nået til det punkt under ethvert mesterskab, hvor den samme hotelbuffet som på dag ét ikke ser helt så indbydende ud længere.

Heldigvis findes der alternativer, og det benyttede Sydkorea sig af med en solid omgang takeaway fra den lokale McDonalds i Barcelona. Om det havde indvirkning på koreanernes præstation dagen efter mod Tyskland, skal man nok være diætist eller lignende for at kloge sig på, men sprede glæde gør en god Big Mac og nogle nuggets jo altid.

Og apropos glæde, så er VM midt i corona-tristesse og snakken om (for) dårlige hold heldigvis også fyldt med masser af gode historier.

Kun en kold skid blev ikke lidt rørt af at se den japanske målvogter Osawa i glædestårer efter Japans sejr over Østrig, hvor Osawa blev kastet ind til sin første landskamp nogensinde, da Japan manglede den normale førstekeeper, og andenkeeperen fik rødt kort.

Glæde er der utvivlsomt også i den danske VM-lejr, og humøret fik måske endda et ekstra nøk opad torsdag aften, da der var arrangeret pakkeleg. Som danskerne spiller ved VM nu, kunne der godt komme endnu sjovere pakker på bordet i næste weekend.

Måske er vi også så heldige, at der til den tid kommer lidt flere end de par hundrede tilskuere til kampene i Granollers, vi har set indtil nu. Det har mest været spillernes familiemedlemmer og frivillige, og mod Tjekkiet dukkede velkendte ansigter som DHF-formand Morten Stig Christensen og direktørtyper som Kasper Jørgensen og Lars Peter Hermansen også op. Skulle vi håbe på en kvartfinale mod Spanien? Så kunne det i det mindste være, at lokalbefolkningen fik interesse i at dukke op.

Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt noget i hallen eller set noget til VM eller hjemme i Danmark, som vi bør vide.

I den kommende uge er der kun VM-kampe på TV 2's kanaler. Se sendeplanen for VM her