VM håndbold

- Jeg står tilbage med en tom fornemmelse

Peter Bruun Jørgensen har uddelt karakterer til de danske spillere efter VM-semifinalen mod Frankrig.

Jeg står tilbage med en tom fornemmelse i kroppen efter denne VM-semifinale.

Fordi det var et dansk hold, som var så tæt på at kunne kalde sig VM-finalist. Derfor er det bare en tomhed og ærgrelse over, at de sidste marginaler manglede, der fylder.

Det var en fantastisk god indsats af det danske hold, som var perfekt indstillet i forsvaret og gav de franske verdensstjerner kæmpe udfordringer. Det krydret med målvogterspil i absolut topklasse.

Til sidst kunne man dog se, at Frankrig havde held med bare at blive ved og ved og ved, hvor de udnyttede, at forsvaret havde svært ved at komme rundt om Foppa på stregen.

Jeg sad og kneb mig selv i armen undervejs i denne VM-semifinale. For jeg så et dansk hold, der efter nervøs begyndelse, fandt løsninger i angrebet og langt inde i anden halvleg fandt gode chancer og scorede. Så gik Frankrig op i et 5:1-forsvar, hvilket gjorde opgaven svær for Danmark.

Det var så tæt på. Det danske landshold kan dog tage meget med herfra. De er et landshold – hvis nogen var i tvivl – som er tæt på de absolut bedste i verden.

Her er Peter Bruuns karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter

    Hun kom ind til sidst og begyndte med at redde et straffekast, og så fortsatte hun med redninger, hvor det danske angreb havde det svært. Det var fantomredninger af en anden verden, og de holdt Danmark inde i opgøret. Det er vanskeligt kun at spille de ti sidste minutter, men hun leverede på topniveau.

    6
  • Althea Reinhardt

    Målvogter

    Hun startede kampen supergodt og stod en rigtig god kamp og endte med en redningsprocent på 37. Absolut godkendt, uden at det var helt oppe på det, som hun tidligere har præsteret. Niveauet var også et helt andet i dag.

    5
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    Hun var gennem store perioder en del af et helt suverænt midterforsvar, som ikke gav plads til franskmændene. Det var en fantastisk præstation. Hun scorede på sine to muligheder, hun fik. Jeg sad og råbte efter, at Burgaard og Heindahl dog ikke kunne lave en russerscreening i kampens afslutning. Det kunne have været det, der gjorde, at DK vandt den håndboldkamp.

    Generelt var hendes screeninger topklasse, blandt andet i forbindelse med et af målene til Anne Mette Hansen.

    6
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    Hun ydede en virkelig god indsats. Hun havde en dog kæmpestor afbrænder. Den skal hun score på. Derfor får hun kun et femtal. Men en kæmpe indsats defensivt.

    5
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Hun reddede flere gange det danske forsvar, hun stjal bolde, kastede sig ind og fik slået diagonalbolde væk. Det var virkelig, virkelig godt. Hun scorede på de chancer, hun fik, i første halvleg. Hun viste, at hun er en spiller, der kan varetage kæmpe arbejdsopgaver defensivt.

    5
  • Simone Böhme

    Fløjspiller

    Ikke lang nok tid på banen.

    UB
  • Lærke Nolsøe

    Fløjspiller

    Lad os begynde med det positive: Hun dækkede fantastisk op. Specielt i første halvleg, hvor hun var med til at stjæle boldene, når Danmark var overspillet. De udspil, der kom, tog hun sig også af.

    Til gengæld havde hun et par gevaldige afbrændere, hvor hun afsluttede for hurtigt. Hun svæver så flot, og så er det bare så ærgerligt, at hun ikke giver sig tid, når hun afslutter. Hun havde også en tåbelig sekvens, hvor hun smed bolden væk i anden halvleg og indkasserede en to-minutters udvisning. Det går bare ikke i en VM-semifinale. Det er de små ting, der kan være afgørende.

    2
  • Emma Friis

    Fløjspiller

    Ikke lang nok tid på banen.

    UB
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Hun spillede kun syv minutter. Her stod hun fint defensivt og havde et enkelt skud langt over mål. Hun formåede ikke at sætte et aftryk, og derfor brugte Jesper Jensen hende ikke voldsomt meget. Hun fik også en tåbelig udvisning for at holde i trøjen.

    2
  • Louise Burgaard

    Bagspiller

    Hun spillede nærmest hele kampen, og spillet kørte mest ovre i venstre side. I anden halvleg, hvor Danmark havde store udfordringer scoringsmæssigt, skulle de have kørt mere på russerscreeningen. Det skete én gang med succes, og det skulle de have gjort noget mere. Til gengæld dækkede Burgaard godt op og var god til at ødelægge det franske angrebsspil.

    4
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Det var lidt op og ned. Hun spillede 41 minutter rigtig godt, men mod slutningen så hun træt ud. Det gjorde hun, fordi leverede en kolossal indsats. Derudover var hun meget sikker på sine straffekast.

    4
  • Line Haugsted

    Bagspiller / Kampens spiller

    Line Haugsted, du spiller fandeme dit livs landskamp!

    Det var lige før, at Jesper Jensen skulle have overvejet hende i angrebet mod slutningen. For når hun kom med i den kontrafase, kunne Frankrig ikke holde hende. Hun bombede boldene rundt i hele målet. Og i forsvaret var hun også fremragende. Når franskmændene driblede omkring hende, kom hun ind og fjernede boldene fra dem.

    Jeg har aldrig set hende spille så godt før. Det er kampens spiller. En verdensklassekamp.

    6
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    I første halvleg gjorde hun det rigtig godt. Både i overtal, og når hun brød igennem, hvor hun kom forbi Edwige. Men da hun skulle tage over på playmakerpositionen, blev det for hektisk, og så gik spillet i stå. Bare spil boldene videre i stedet for.

    4
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Hun ydede en kolossal indsats i det danske angreb. Selvom hun var udfordret afslutningsmæssigt i første halvleg, var hun en enmandshær de sidste ti minutter af kampen og holdt Danmark inde. Måske blev det for nemt for Frankrig at læse, at det var hende, som det skulle komme fra. Hun havde masser af energi i kampens afslutning, og det er klasse, at hun har modet til at påtage sig nøglerollen.

    5
  • Michala Møller

    Bagspiller

    Ikke lang nok tid på banen.

    UB
  • Simone Petersen

    Bagspiller

    Ikke lang nok tid på banen.

    UB
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Han havde indstillet det danske forsvar fuldstændig perfekt. Hans hold begyndte fantastisk, og det er, fordi han har indstillet dem godt mentalt og givet dem en tro på, at de kan spille lige op med de allerbedste hold i verden. Han har sagt det igen og igen, og han talte sandt. Det smitter af på spillerne.

    Han forsøgte én gang at spille syv mod seks, og det fungerede ikke. Problemet var, at Frankrig blev oppe i 5:1. Her havde Danmark store udfordringer.

    I afslutningen havde jeg i stedet gerne set Burgaard og russerscreening. For det blev for meget Mie Højlund. Men det er forståeligt, for Højlund så ud til at have kræfterne og kunne vinde sine dueller. Men mere variation i afslutningen havde været rart.

    Han gik ikke i panik, og det gjorde hans hold heller ikke. Flot.

    5