VM håndbold

Norsk stjerne var flov over sin reaktion

Norge kørte stille og roligt Spanien over i anden halvleg af fredagens VM-semifinale.

26-19.

Under 3 minutter tilbage på uret.

Ét mirakel havde ikke været nok til at ændre kampens udfald.

Alligevel var den norske stjernespiller Stine Bredal Oftedal rasende i dét øjeblik.

Hun gik mod mål, men blev ramt i ansigtet og sendt i gulvet af Spaniens Paula Arcos. Det udløste et frikast og intet andet. Oftedal var så vred over en manglende straf til Arcos, at hendes øjne skød lyn mod dommeren, som hun også brokkede sig til.

- Jeg bliver lidt flov over mig selv, sagde Oftedal til norsk TV 2 efter kampen.

- Jeg er ret dårlig til at vise, at jeg får et slag i ansigtet. Jeg får mange slag i ansigtet, uden jeg får noget ud af det. Det er lidt åndssvagt, når andre får det, men ikke mig. Det er sket flere gange.

Norge endte med en sejr på 27-20 efter paustillingen 11-11.

Selvom en udvisning til Arcos ikke havde ændret på Norges plads i VM-finalen, mener landstræner Thorir Hergeirsson ikke, reaktionen fra Oftedal var unødvendig.

- Jeg kan godt lide, at hun bliver irriteret over det. Man må bare lige, at lige præcis dér er det i orden at sige noget, siger han.

- Vi har haft disse dommere i tre kampe, og de tillader ret meget. Det er fint nok, så længe det går begge veje.

Efter kampen var situationen glemt, og Oftedal kunne glæde sig over endnu en finale til nordmændene.

- Det føles vildt dejligt at være i finalen. Vi nulstillede i pausen og fik en frisk start. Vi gik ud og stod tæt i forsvaret og ændrede nogle småting i angrebet, siger Oftedal.

Norge møder i søndagens finale Frankrig, der fredag slog Danmark med ét mål.

Spanien kæmpede en brag kamp, men måtte give fortabt til et bedre norsk hold. Video: TV 2 Sport